Den lidelse eller det offer, mennesket pålægges for at afbøde den synd, det har begået. Fra middelalderen endvidere betegnelse for et af Den Romersk-katolske Kirkes syv sakramenter.
I den gamle kirke betegner bod den offentlige bod, hvorved de, der havde begået dødssynder som mord, ægteskabsbrud eller frafald, blev udelukket af menigheden. De kunne først genoptages efter en bodstid og en offentlig syndsbekendelse. Efterhånden som store masser blev optaget i kirken, udvikledes først i klostrene, men siden også blandt lægfolk, en praksis med privat skriftemål for en af kirkens tjenere. En tid var Luther tilbøjelig til at anerkende boden som sakramente, men endte dog med kun at fastholde dåb og nadver, mens det frivillige privatskriftemål blev bevaret som en nyttig kirkeordning. I folkekirken praktiseres skriftemål i dag kun sjældent som en gudstjenestelig handling.