Først i 100-200-tallet e.v.t. begyndte man at afbilde Gautama Buddha i den såkaldte gandharakunst. Det skete under inspiration af den begyndende hellenisering af dele af Nordindien, hvor flere græske kongeriger skød frem, og mahayanabuddhismen stod stærkt.

Tidligere anså man det som forkert at afbilde Buddha og tilbede ham, som var han en guddom. Det drejede sig om en lære, Dharma, som han formidlede, og som man selv måtte varetage og udvikle. Således var de billeder, man fremstillede, symbolske billeder, der kunne henvise til Buddha. Fx lærens hjul, Bo-træet, hans parasol eller fodspor.

I dag har man en meget udbredt billedlig fremstilling af personen Buddha, der med sine forskellige håndstillinger (mudraer) viser den situation eller stemning, han befinder sig i. Og i bygninger, der står i forbindelse med en stupa (relikviegemme), gør man en dyd ud af at lave en billedføljeton over hele Buddhas liv og levned. Desuden fremstilles Buddhas forskellige legemer (Trikaya), der samlet giver et billede af, hvordan personen Buddha og princippet buddha hænger sammen.

Personen Buddha afbildes meget forskelligt afhængigt af, hvor i verden, man befinder sig. Men ideen er den samme, hvad enten det er den tykke, glade munk, som man finder i Japan, eller det er den tynde asket, der sidder i fuldstændig kontemplation, som man finder i Nordindien: At afbilde en person i fuldstændig balance.