Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Buddha, (Siddhartha) Gautama

Navnet på den historiske Buddha der er udgangspunktet for buddhismen. Efter den almindeligste tidsfæstelse siges han at have levet fra omkring 560-480 f.v.t., mens nyere religionshistorisk forskning antyder, at han har levet langt senere, omkring 450-370 f.v.t. At han blev ca. 80 år er bevidnet i de historiske kilder, som dog først er blevet skrevet i det første århundred f.v.t..

Siddhartha var hans kaldenavn, mens Gautama er navnet på den kaste, han tilhørte, dvs. det er familienavnet. Han var født i det nordlige Indien i Sakhya-dynastiet i Lumbini, i det nuværende Bihar, hvor han også havde sit virke.

Omkring 30 år gammel forlod han sin familie og blev omvandrende asket. Efter flere år, hvor han udøvede alle former for bodsøvelser, nåede han til den endelige Oplysning under en syv dages meditation under Bo-træet i Bodhgaya. Da var han omkring 35 år. Her opnåede han erkendelse om livet som lidelse, årsagen dertil, at lidelsen kan stoppes og vejen ud af lidelsen. Den erkendelse som kaldes De Fire Ædle Sandheder, og som han senere fremsætter i Benaresprædikenen.

Siddhartha Gautama så ikke sig selv som nogen religionsstifter, men som en Oplyst eller en reformator der havde fundet én mulig vej til erkendelse og nirvana, som han gav videre til sine tilhængere i form af Dharma, læren. Han skabte munkefællesskabet, sangha, som det sted hvor man uforstyrret kunne dyrke meditation og holde sine sansers magt i ave. Derudover forkastede han vedaernes og dermed brahminernes autoritet. Frigørelsen fra genfødslernes kredsløb og den lidelsesfulde verden skulle ikke formidles af andre, mente han, den skulle komme ved selverkendelse. Og han understregede, at alle uafhængigt af køn, socialklasse og etniske tilhørsforhold havde mulighed for det.