Genfødslernes evige kredsløb er et uigenkaldeligt faktum inden for buddhisme, indtil man opnår buddha-tilstand og kan indgå i nirvana. Desuden opererer man med tilstande som helveder og himle, som man befinder sig i i mellemstadiet mellem død og genfødsel.
Som udgangspunkt var der i den buddhistiske lære ikke behov for hverken himmel eller helvede, da man blev straffet eller belønnet ved den genfødsel, man fik. Efterhånden opstod der dog beskrivelser af forskellige himmelsfærer, hvor bl.a. guderne og den kommende Buddha hviler i al deres herlighed, inden Buddha lader sig genføde en sidste gang for derefter at indgå i nirvana eller parinirvana. Himlene, der er op til 21 ialt, er hierarkisk opbygget med gudehimlene som de laveste og Tushita himlen, hvor Buddha hviler, som den højeste.
Som kontrast til himlene opstod forskellige helveder, hvor man behørigt bliver straffet, før man bliver genfødt. I theravadatraditionen har man et sindrigt system med i alt otte helveder, der igen er opdelt i 16 mindre. Alt i alt 128 forskellige helvedessfærer, hvor man blev straffet på forskellig vis, afhængigt af de overtrædelser man havde gjort. Mahayana fordobler antallet af helveder ved at føje lige så mange kolde helveder til.
For at skabe korrespondance mellem den grundlæggende buddhistiske lære (dharma) og troen på himle og helveder fortolker man disse sfærer som symbolske billeder på psykologiske stadier i det enkelte menneskes åndelige oplevelser. Helvedessfærerne er fx billeder på den indre skyldfølelse eller den indre straf, man påfører sig, mens himmelsfærerne er billeder på bevidsthedens udviklingsstadium. Således vil lægfolk, som deres højeste mål, stræbe efter at få et ophold i en af de laveste himle ved at leve et moralsk godt liv, at leve efter de foreskrevne regler og give almisser til munke og nonner.