En tibetansk religiøs tradition, der forener Tibets førbuddhistiske religion med buddhisme. Den oprindelige, skriftløse religion i Tibet var præget af shamanisme og kultiske fester knyttet til årets gang i naturen og menneskelivet. Med hensyn til lære, terminologi og klostervæsen viser bön store overensstemmelser med tibetansk buddhisme, men dens tilhængere opfatter den ikke desto mindre som Tibets oprindelige religion. Buddhismen ser de som en senere, udefra kommende religion.
Bön-traditionen forbinder døderitualer, divination, dæmonuddrivelse m.m. med klosterdisciplin og meditation og insisterer på den åndelige sammenhæng mellem disse praksisformer: Byang-chub-shems, den sindstilstand der bringer oplysning (svarer til sanskrit bodhicitta i den buddhistiske terminologi) er det virksomme i dem alle.
Som sin stifter anser bön Shenrap, en fyrste i landets Tag-gzigs (Tazik) mod vest. Han var en fuldt oplyst, en buddha, og drog omkring og forkyndte læren. Skrifter, der tillægges ham, udgør den ene del af böns omfattende samling af hellige skrifter: Kanjur. Den anden del, Tenjur, består af kommentarer dertil og selvstændige religiøse skrifter. Siden 1400-tallet har både klosterorganisationen og det intellektuelle liv i bönklostrene været under kraftig indflydelse fra de store buddhistiske klostre i Tibet.
Bön-klostre var i 1960'erne udsat for den samme intense kinesiske forfølgelse som buddhist-klostre, og i de tibetanske flygtningesamfund i Indien er bön-traditionen kraftigt repræsenteret.