En afro-brasiliansk religion der bygger på den religiøse tradition, som slaverne siden 1500-tallet førte med sig fra Vestafrika til Brasilien. I candomblé er de oprindelige afrikanske traditioner blevet suppleret med først og fremmest folkelig, brasiliansk katolicisme. Et centralt led i kulten er dansen i kulthuset, hvor deltagerne lader sig besætte af forskellige vestafrikanske guder. Kulthusene er indbyrdes uafhængige og har fortrinsvis kvindelige ledere.
Det første kulthus, som man kender til, lå i 1830'erne i Salvador i den nordøstlige Bahiaprovins. Langt ind i 1900-tallet har candomblé været den dominerende religion i området. Omkring 80% af befolkningen i denne provins havde i begyndelsen af 1980'erne tilknytning til et kulthus i en eller anden form.
Kulthusene er indbyrdes uafhængige, og kulten varierer ofte fra kulthus til kulthus. De guder, som kultdeltagerne lader sig besætte af, er bestemt af forbindelsen til forskellige afrikanske folk. Den vestafrikanske yorubareligion spiller en central rolle for mange. Vigtige guder - på yoruba orisha, på brasiliansk orixa - har bestemte egenskaber og kombineres med kristne skikkelser. Fx står havgudinden Iemanja for kvinden som opdrager, og hun identificeres med Jomfru Maria. Hendes dag er lørdag, hendes farver er hvid, vandklar og blå, og hendes tilhængere regnes for livsnydere. Og Obatala (brasiliansk Oxala), der skabte mennesket og er selve det skabende princip, identificeres med Jesus. Hans dag er fredag, hans farve hvid ligesom farven på ofrene til ham, og hans tilhængere er rolige og har stor autoritet. Ofte hører forskellige indianske ånder (caboclo) med i gude- og åndegalleriet. Der er en flydende overgang til andre afro-brasilianske religioner som macumba og dennes helbredelsespraksis, påvirket af indiansk religion, men også til den spiritistisk prægede umbanda.
Candomblé-kulthuset ledes af såkaldte åndemødre eller åndefædre. De andre deltagere, som også er indviede til at modtage guderne eller orishaerne, kaldes åndedøtre eller åndesønner.
En festdag starter med, at der ofres om formiddagen, så offerkødet kan tilberedes om eftermiddagen. Efter mørkets frembrud kalder trommerne orishaerne frem. De indviede har hver deres orisha, som besætter dem, og trommerne har en rytme til hver orisha. Når guderne er kommet til stede, får deres medier en særlig dragt på og danser videre efter et bestemt mønster, ledsaget af sange på yoruba og af trommemusik. De mænd, som trommer, har også taget sig af dyreofringerne. Til stede ved festen er også uindviede tilskuere. På et tidspunkt sender trommerne orishaerne hjem til Afrika igen. Derefter bæres den til guderne tilberedte føde ind i dansesalen, hvor deltagerne spiser den, og også tilskuerne får lov at smage.
Candombléreligionens tilhængere er samtidigt medlemmer af Den Romersk-katolske Kirke. De hører til i Brasiliens sorte underklasse, men bevægelsen har enkelte velhavende medlemmer. Det betyder en økonomisk støtte, som er med til at opretholde kulthusene og festerne her. Også interessen fra antropologers og religionshistorikeres side og den genskabte forbindelse til de samfund i Vestafrika, som slavernes efterkommere og deres religion stammer fra, har været med til at styrke religionen.