Af engelsk "skibsladning", "last". Typebetegnelse for en række nye religiøse bevægelser, der begyndte at opstå i Melanesien efter 1. Verdenskrig. Det er millenaristiske bevægelser med baggrund dels i kristendom, dels i traditionel melanesisk religion. De opstår typisk omkring en profet, der forkynder en drøm eller vision om en snarlig omvæltning, der skal indebære etnisk genoprejsning og velstand af europæisk målestok for melanesierne. Velstanden skal komme i form af en kæmpemæssig skibs- eller flyladning (cargo). Med den skal også forfædrene vende tilbage, og deres rige gaver, som de hvide hidtil har haft held til at bemægtige sig, skal omsider blive deres eget folk til del. Denne nærforventning har tydelige nytestamentlige træk, og i mange af bevægelserne indgår også en messias- eller kristuslignende skikkelse som formidler af den nye tid. Foruden traditionelle ritualer kan bygning af landingspladser og andre forberedelser til cargoens ankomst indgå i disse kultes religiøse praksis. De enkelte kulte har sjældent lang levetid, men ved deres hyppige opflammen har cargo-kultene stor betydning som politiske signaler.