Den britiske antropolog Victor Turners udtryk for en særlig social tilstand af ustruktureret samhørighed, typisk for et rituals liminale fase. I den rituelle proces opløses et samfunds faste rangorden og regler for alle slags menneskelige relationer for at afløses af en spontanitet, hvor alle er lige og i samme båd. Derved kan ritualet genskabe og forny samfundsordenen.
Communitas er altså social antistruktur, men Turner anser den for mere end blot et udtryk for liminalitet i ritualer. Communitas er for ham en basal menneskelig erfaring og på det nærmeste en socialpsykologisk nødvendighed. Oplevelsen af communitas er stærk og positiv, ofte forbundet med en følelse af uendelig magt. Et godt eksempel er de såkaldte danseepidemier, der i sidste halvdel af 1800-tallets Japan opstod i forbindelse med massepilgrimsfærd til Solgudindens tempel i Ise. Pilgrimmene, der var totalt løsrevet fra den stramme sociale orden, dansede af sted og søgte undervejs at inddrage alle i dansen. Ind ad døren til folk dansede man, muntert syngende med det stadige omkvæd "i-ja-nai-ka", der frit kan oversættes "har vi det ikke dejligt?" I velstående hjem forsynede man sig frit. Denne adfærd vakte også i samtiden forargelse, og man har peget på, at løssluppenheden også kan ses som en ekstrem reaktion mod den tids meget stive samfundsorden. Men samtidig er den et led i pilgrimsfærdens rituelle proces, hvor antistrukturen tjener til fornyelse af verden og den givne samfundsorden. Begrebet communitas dækker ifølge Turner også samværsformer i subkulturer i den moderne vestlige verden.