Ugift stand. Det er en udbredt opfattelse i religionernes verden, at det er særlig helligt at leve "jomfrueligt", fordi kønslivet binder til det jordiske, urene.

ISKCON: Bevægelsen ISKCON (Hare Krishna), grundlagt i 1965, fordrer livslangt cølibat af de medlemmer, som har aflagt løfte som munke og nonner samt for ISKCONs åndelige mestre (swamier). Cølibatet ses som en absolut nødvendighed for den nødvendige åndelige fordybelse, og en afsigelse af seksualiteten er en afsigelse af menneskets tilknytning til det jordiske liv. For bevægelsens øvrige medlemmer gælder, at de kun må have et seksualliv, hvis de er gift, og i denne forbindelse med en række restriktioner. Blandt andet må de kun have samleje i de mest frugtbare perioder af kvindens cyklus, idet samleje forbindes snævert med at avle afkom. Af samme grund indledes samlejet med en række ritualer, som skal minde aktørerne om befrugtningsaspektet.?DRC

KRISTENDOM: Cølibatet praktiseres her i Den Romersk-katolske Kirke. Kravet om præsters cølibat blev officielt gældende i dette kirkesamfund i 1139, og dets fortsatte gyldighed er senest blevet bekræftet af den nuværende pave, Johs. Paul II (1978-). Kravet om præsters cølibat grunder sig foruden i en asketisk holdning også i ønsket om, at præstestanden skal være løsrevet fra verden og alle familiebånd og således beredt til hel og fuld tjeneste for kirken. Luther kritiserede det tvungne cølibat som et vilkårligt menneskebud, der strider imod Guds skabelsesorden.