Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

døderitualer

De fleste folk begraver deres døde i jorden, men mange andre anbringelser forekommer, ikke mindst i forbindelse med ligbrænding. Anbringelsen kan tage sigte på bevarelse af de jordiske rester på et afmærket sted eller på, at de skal forsvinde. Selve anbringelsen/begravelsen ledsages typisk af riter, der formidler den dødes overgang fra de levendes fællesskab til den rolle, man tiltænker de døde. JPS

AMAHUACA: Dette folk i det vestlige Brasilien er som en del andre folk i det tropiske regnskovsområde endo-kannibaler, dvs. de spiser egne døde. Er et lille barn fx dødt, lægges det ned i en stor gryde med låg på og graves ned i huset. Her ligger det i godt en uge. Imens græder hele familien, men især moderen, så alle kan se det. Det hænger sammen med tanken om, at den dødes ånd stadig kan lave ballade, så længe kroppen endnu er der, så det er vigtigt at vise, at man sørger. Efter en uge graves gryden op, og der slås hul i bunden. Den sættes på ilden, som er lavet blandt andet af det trætrug, som moderen bruger, når hun grutter korn. Når alt kødet er brændt væk, og kun knoglerne er tilbage, samler moderen dem op, grutter dem sammen med noget majs til mel og laver sig en drik. Den ældste søn skærer hende et nyt trug til at grutte majs i. Når hun har drukket vællingen, er sørgetiden slut, og hun optræder glad.

Der er flere begrundelser for skikken, som at den dødes gode kvaliteter dermed føres videre, eller - i de tilfælde, hvor det ikke kun er knoglerne, der bliver indtaget - at de dødes kød smager godt. Set med disse indianeres øjne er tanken om at blive ormenes føde i stedet for slægtningenes ikke rar. GS

ANDAMANERNE: På denne øgruppe i Det indiske Ocean mellem Indien og Myanmar (Burma) brugte man både begravelse og anbringelse på platforme i træer. Ved dødsfald samles man om liget, der straks udskilles fra de levende ved bemaling med rødt og hvidt, de traditionelle festfarver. Samtidigt afstår alle andre fra denne bemaling, så længe sørgetiden varer. Alle farver sig med almindeligt ler og viser på denne måde sorg. Liget bæres bort fra lejren og begraves i hugsiddende stilling med ansigtet mod øst. På dette punkt i ritualet er der mere på spil end blot bortskaffelse af et lig. Det siges, at hvis ansigtet ikke vendes mod øst, vil solen ikke mere stå op. I den kritiske liminale fase kan alting fortabes, men det er også der, en virkelig overgang og en ny begyndelse kan opnås. Under sørgetiden fraflytter man lejren, og hverken den døde eller de nærmeste pårørende må kaldes ved navn. De eksisterer ligesom ikke i almindelig forstand. Når kødet er rådnet fra knoglerne, graves de op, pyntes med hvidt og rødt, hænges op som guirlander og bæres i snor om halsen af slægtninge. Den døde er da i egentlig forstand inkorporeret i de levendes fællesskab i en ny rolle. Knoglerne tænkes at beskytte mod sygdom, omtrent som relikvier i middelalderens europæiske kristendom. JPS

ISLAM: Inden for islam følger man gerne anvisningerne fra profeten Muhammads sædvane (sunna) i forbindelse med begravelser, men der findes lokale variationer. Generelt ønsker man at begrave den afdøde så hurtigt som muligt, gerne samme dag som døden er indtruffet. Liget vaskes og hylles i et hvidt ligklæde og bæres derefter enten til moskeen, hvor en kort Koran-recitation finder sted, eller direkte til gravpladsen. Under hele transporten og under selve begravelsen reciteres der fra Koranen. Liget placeres i graven med ansigtet vendt mod Mekka, og graven tilkastes. Profetens sunna fraråder udsmykning af grave, men dette finder alligevel sted mange steder. Ligeledes frarådes overdreven sorg og rituel gråd, idet Muhammad, ifølge traditionen, understregede det glædelige ved, at den afdøde vil leve videre i paradis. Rituel gråd findes dog alligevel ved en del begravelser i den muslimske verden.

Efter begravelsen byder den afdødes familie ofte venner og slægtninge på et måltid, og der er tradition for at besøge graven igen et par dage efter begravelsen, hvor man endnu engang reciterer fra Koranen. Desuden er der tradition for at besøge gravpladsen hvert år i forbindelse med afslutningen på Ramadan. NS

JØDEDOM: Inden for jødedommen er det skik at begrave en afdød hurtigst muligt efter dødsfaldet. Et særligt begravelsesselskab, som består af medlemmer af menigheden, vasker liget. Derefter iklædes det en enkel hvid dragt af linned, og mænd bliver indhyllet i deres bedesjal (tallit). Liget lægges i en enkel trækiste, og hvis begravelsen finder sted uden for Israel, er der tradition for at lægge lidt jord fra Det Hellige Land under den afdødes hoved. Der benyttes normalt ikke blomsterdekorationer.

Selve begravelsen begynder i kapellet, hvor der bl.a. læses salmetekster og holdes en mindetale. Derefter bærer man kisten ud til graven. Kisten sænkes ned i jorden, og hver person i følget kaster jord på kisten. Efter at kisten er dækket, siger de efterladte kaddish-bønnen, en aramæisk bøn som priser Gud.

Ugen efter begravelsen er sørgeuge for de nærmeste efterladte. Sønner siger kaddish for deres forældre ved gudstjenesten i et år efter dødsfaldet, og derefter hvert år på dødsdagen, hvor der også tændes lys for den afdøde. Desuden faster ortodokse jøder den dag. NS

KRISTENDOM: Her har man fortrinsvis anvendt begravelse eller jordfæstelse som døderitual. Den døde begraves i en kiste, der er anbragt således, at den døde ligger øst-vest med benene imod øst, hvilket henviser til den tanke, at Kristus ved sin genkomst kommer med den opgående sol i øst og derefter kalder de døde op af gravene. Helt op til midten af 1800-tallet har kristendommen afvist ligbrændingen, formodentlig fordi man som jøderne fandt, at denne skik var uforenelig med troen på de dødes opstandelse. Fra omkring 1850 har de protestantiske kirker dog efterhånden anerkendt ligbrænding som ligeberettiget med begravelse. Den Romersk-katolske Kirke fastholder stadig afvisningen af ligbrænding. BT

SIKHRELIGION: Sikher kremerer deres døde. Det sker allerede dagen efter, døden er indtruffet, uafhængigt af om det er en gammel eller en nyfødt, der er død. Den afdøde vaskes, iklædes rent tøj og lægges på en båre eller i en kiste. Er den afdøde tilknyttet Khalsabroderskabet, lægges de fem kendetegn, de fem k´er ved. Det er oftest den ældste søn, der tænder ligbålet, og mens det brænder, afsynges hymner fra sikhernes helligbog, Adi Granth. Asken indsamles og kastes i en af Indiens hellige floder. Herefter følger en ti dages urenhedsperiode for den nærmeste familie, der indledes med rensende bade og efterfølges af en læsning af hele Adi Granth. Urenhedsperioden afsluttes med, at der uddeles velsignet mad (prasad), der spises som et fællesmåltid for at understrege at familiens liv må gå videre. MQF

ÆGYPTEN: I Det gamle Ægypten lagde man stor vægt på bevarelsen af den døde som en kilde til liv i slægten. Derfor balsamerede man ligene, dvs. de blev udtørret i natron, indgnedet i salve og beviklet med linned til en mumie. Denne kunne man så lægge i en eller flere kister (inden i hinanden). Hele forløbet var indkapslet i ritualer, hvori den døde spillede guden Osiris' rolle. Osiris, der dræbtes af sin broder Seth, men efter sin død avlede sin arving Horus med hustruen og søsteren Isis, var det mytiske forbillede for forfædrene, af hvem slægtens videre liv og forplantning afhang. Gravene var klippegrave, ofte med store, dekorerede rum. Kongegravene i Ny Rige (1550-1070 f.v.t.) var dekoreret med billedserier, der viste solens natlige færd gennem Underverdenen til solopgangen. Det var naturens stadige foryngelsesproces, som man ville give den døde del i