Kinesisk religion hvis klassiske bøger er Dao de jing fra 400- eller 500-tallet f.v.t. og Zhuangzi fra ca. 300 f.v.t. Den centrale religionsform i disse bøger er mystik, og det religiøse mål er enhed med dao, "vejen" eller det dynamiske verdensprincip bag den synlige mangfoldighed. Som organiseret religion med faste ritualer er daoismen først en realitet fra sidste halvdel af 100-tallet e.v.t. Dens organisatoriske stifter er Zhang Dao-ling, som på bjerget Heming i provinsen Sichuan skal have modtaget åbenbaringer fra "den allerhøjeste, herren Lao", dvs. den guddommeliggjorte Laozi, forfatteren til Dao de jing. I åbenbaringerne indgik udnævnelse til "Himmelsk mester", og Zhang Dao-ling grundlagde "De himmelske mestres religion", hvis lære, Zhengyi, "Den rette enheds lære", endnu er grundstammen i daoistisk ritualtradition. Folkelige former af daoisme trives stadig i Kina og Sydøstasien; en mere organiseret form, rigt udbygget med ritualer, findes på Taiwan.
Daoismens klassikere reagerer begge mod deres samtids konfucianisme og moisme, der var optaget af moralske, sociale og politiske veje til genskabelse af enhed og harmoni. Også Kongfuzi havde søgt dao, normen eller verdensprincippet, men Laozi, der i daoistisk tradition skildres som hans ældre samtidige, slår i første kapitel af Dao de jing fast, at den dao, der kan udmøntes i regler, ikke er den virkelige dao. Den virkelige dao er formløs, men former dog alt; den griber ikke ind, men får dog alt til at ske, som en evig rytme i naturen, et åndedræt i universet. Der er ingen brugsanvisning til den, og kende den kan man kun ved at blive som den, ved ikke at handle. Ikke-handlen, wu wei, er et centralt daoistisk begreb; det drejer sig ikke om dovenskab eller passivitet, men om at hvile i sig selv og lade dao ske fyldest. Det er den kunst, den daoistiske mystiker kan, og som resten af verden har glemt. Konfucianerne har kun gjort det værre med deres firkantede reglementer. Zhuangzi skildrer med humor og bid Kongfuzis besøg hos Laozi, der sammenligner ham med en, der slår på tromme for at efterlyse et barn, der er blevet væk. Det er ikke sådan, man genopretter verdens naturlige enkelhed. "Svanen vasker sig ikke hver dag for at blive hvid, og kragen sværter sig ikke hver dag for at blive sort!"
Den senere daoisme har indoptaget elementer af kinesisk folkereligion og modtaget påvirkning fra buddhismen. Derved har den udviklet en rig mytologi og kosmologi, der dels kan beskrive meditative teknikker, som ligger i forlængelse af klassikernes mystik, dels muliggør en bredere vifte af religionsformer, først og fremmest fester og ritualer. Men festerne er dog i pagt med klassikerne. Ved de lokale fester, der kaldes zhai, "faste", overholder befolkningen en række rituelle forskrifter, bl.a. giver de afkald på kød og kønsliv for at rense sig og dermed forberede fornyelse. Samtidigt mediterer præsten for at realisere dao i sit indre. Derved bliver han identisk med universet og tilværelsens kilde, og på denne måde tænkes han at gentage skabelsen og, i samarbejde med folket, at gennemføre en kosmisk fornyelse. I samklang med sådanne fester er en myte, hvor verden bliver til af Laozis krop.
I daoistisk praksis indgår også helbredelser og metoder til opnåelse af et langt liv, herunder fysiske øvelser og diætregler baseret på klassifikation af levnedsmidler som yin eller yang.