Konge i Israel omkring 1000 f.v.t., født i Betlehem og står som den israelitiske idealkonge og dermed også som den konge, både det jødiske og det kristne messiasideal henviser til.
Davids position som konge byggede blandt andet på, at det lykkedes ham at besejre filistrene, de israelitiske stammers hovedfjende. Desuden lykkedes det ham ved en bevidst religionspolitisk indsats at gøre Jerusalem både til religiøst og politisk centrum i sit rige. David knytter på én gang Jahvedyrkelsen til byen Jerusalem (tidligere hovedsæde for dyrkelsen af den kana'anæiske gud El Eljon, "Gud den Allerhøjeste") og til sin egen position som (sakral) konge. Davids kongerige kom i kraft af en række erobringer til at strække sig fra og med Edom i syd og til Damaskus i nord og fra Middelhavet i vest til den syriske ørken i øst. Davidsrigets omfang betragtes af religiøst-nationalistisk sindede jøder i dag som det naturlige territorium for Israel.
Nyere forskning har draget Det Gamle Testamentes beskrivelse af Davids position i tvivl blandt andet med henvisning til, at David ikke omtales i samtidige kilder uden for Det Gamle Testamente.