Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

dekonstruktion

Teoretisk og metodisk retning inden for især filosofi og litteraturvidenskab som opstod i slutningen af 1960'erne i Frankrig og USA, delvist som en reaktion imod strukturalismen. Ordet "dekonstruktion" betyder nedbrydning eller opløsning.

Dekonstruktion kan opdeles i en filosofisk retning og en metodisk retning:

Dekonstruktionen forbindes filosofisk med den franske filosof Jacques Derrida (f. 1930). Ifølge Derrida hviler hele den vestlige filosofiske tradition fra Platon (427-347 f.v.t.) og frem til i dag på metafysikken. Dette indebærer, ifølge Derrida, den opfattelse, at der bagom alting, hvis verden og erkendelsen analyseres dybt nok, findes begreber og størrelser, som ikke refererer til noget andet, men som overskrider (transcenderer) erkendelsen og betydningen (fx ideen om Gud). Dette kalder Derrida "transcendentale signifiéer". Men da sproget er en del af denne metafysik, vil ethvert forsøg på at tænke hinsides metafysikken være et forsøg på at tænke hinsides sproget, og eftersom sproget er selve grundlaget for vor tænkning - og det vi tænker med - vil ethvert forsøg på at tænke hinsides sproget uvægerligt blive indfanget af det selvsamme sprog. Den filosofiske dekonstruktion hos Derrida bliver dermed en dobbelt bevægelse: Dels en kritik af metafysikken og dennes ideer om "den sidste referent" (fx Gud) og dels en erkendelse af, at vi i vores tænkning ikke kan undslippe selvsamme metafysik, men er henvist til at bearbejde og kritisere den indefra. Dette forklarer også, hvorfor dekonstruktion for Derrida ikke kan være en metode, men netop et filosofisk eller videnskabsteoretisk begreb, fordi enhver metode er nødt til at indtage en transcendental position.

Dekonstruktion forstået som metode er især anvendt inden for litteraturvidenskab, men også andre traditionelle tekstlæsningsfag som fx religionsvidenskab anvender nogle af dekonstruktionens ideer om, hvordan man kan læse en tekst. Den metodiske, litterære del af dekonstruktionen, som er inspireret af Derrida, er primært udviklet af litteraturforskere i USA, blandt andre Stanley Fish, Jonathan Culler og Barbara Johnson, hvis forskellige teorier om læseren som tekstproducent og medfortolker og opgøret med dualismens tænkning i modsætninger og værdidualiteter har fået omfattende betydning inden for tekstlæsningsfagene. Blandt andet som en kritik af strukturalismen.

Hvor man med strukturalismen leder efter de strukturer i en tekst, som er meningsbærende, da leder man med dekonstruktionen efter det, som får strukturerne til at bryde sammen, fx ved at fokusere på de elementer i en tekst, der ikke hænger sammen med resten. Disse "sprækker" peger ud over teksten og sprænger dens strukturer, og dette medfører bl.a., at man aldrig kan sige "sandheden" om en tekst, idet betydningen ikke ligger i selve teksten. Betydningen bliver til i mødet med læseren. Derfor er det da også i praksis sådan, at dekonstruktion som tekstlæsningsprincip rummer to elementer: En de-konstruktion og en re-konstruktion. Læseren opløser den logik, som teksten umiddelbart rummer, for at opbygge en anden betydning.