Samtale, diskussion, tænkning i modsætninger med henblik på at overskride modsætningerne og nå frem til erkendelse af virkeligheden.

I filosofihistorien har "dialektik" været tillagt flere ret forskellige betydninger.

En af de forståelser, der har præget nutidig tankegang stærkest, går tilbage til Hegel. Han opdagede, at såvel tanken som den orden, hvori alt udvikler sig, arbejder dialektisk, dvs. fremadrettet gennem et spil af modsætninger. Hele virkeligheden er struktureret af forskelle og sammenhænge. Ved fornuftens brug søger vi at begribe virkelighedens strukturer, og dialektikken består i, at vi forstår, at vore første begreber ikke er tilstrækkelige til at begribe virkeligheden på en modsigelsesfri måde og derved føres til at erkende nye og mere omfattende forskelle og sammenhænge. Populært er denne tænkning ofte blevet beskrevet, som om Hegel så al udvikling forløbe efter et næsten mekanisk skema fra "tese" over "antitese" til "syntese". En sådan formalisme tog Hegel imidlertid afstand fra allerede i 1807. I den klassiske marxistiske historiefilosofi ses udviklingen også som styret af en dialektik, der dog her er forbundet med materielle forhold i samfundets såkaldte materielle basis.