Tysk protestantisk teologisk bevægelse udgået fra den reformerte schweiziske teolog, Karl Barth, 1886-1968. En anden fremtrædende repræsentant for bevægelsen var tyskeren Dietrich Bonnhoeffer, 1906-1945, som blev henrettet i KZ-lejr for at have deltaget i et attentat imod Hitler.
Sat sammen med ordet teologi betyder "dialektisk" nærmest det, der er præget af spænding eller modsigelse (altså spændings- eller modsigelsesteologi) til forskel fra en teologi, der er præget af harmonitænkning. Den toneangivende teologi ved 1900-tallets begyndelse, den såkaldte liberalteologi, var netop kendetegnet ved harmonitænkning. Den betragtede religion som et lige så naturligt og anerkendelsesværdigt udtryk for det menneskelige væsen som videnskab og kunst. Kristendommen blev betragtet som en højt udviklet religion, som de dannede sagtens kunne forlige sig med, fordi den koncentrerer sig om en etik og åndelig visdom, som Jesus havde bragt til verden.
I lyset af det optimistiske menneskesyns sammenbrud efter 1. Verdenskrig gik den dialektiske teologis talsmænd til angreb på denne forkyndelse, som de så som en udvanding af kristendommen. Under påvirkning af blandt andre Kierkegaard og Dostojevskij understreger Barth således den "uendeligt kvalitative forskel mellem Gud og menneske". Kristendommen er ikke et venligt skulderklap og en hjælp til det religiøst/etiske menneskes åndelige stræben, men en modsigelse af og dom over menneskets selvrådighed. Guds ord og gerning ligger ikke i forlængelse af menneskets egne tanker og handlinger, men kommer som åbenbaring og dialektisk modspil til mennesket "lodret ovenfra". Det vidner evangeliernes Jesusfortælling også tydeligt om. Ifølge den var Jesus netop ikke populær, men blev forkastet som gudsbespotter, og evangeliernes slutning med historien om Jesu opstandelse ses da som et udtryk for, at Gud har vedkendt sig eller sagt ja til det menneske, som samtiden sagde nej til. I Den Danske Folkekirke er Tidehvervsbevægelsen stærkt præget af dialektisk teologi.