Adspredelse, udlændighed. Betegner jødisk bosættelse uden for Palæstina, frivillig såvel som ufrivillig.

Begyndelsen til diasporaen skete med Det Babyloniske Fangenskab (587-539 f.v.t.), hvorfra ikke alle israelitter vendte tilbage, da perserkongen Kyros ophævede eksilet. Senere kom flere store frivillige udvandringer til, og jødiske kolonier opstod mange steder i Middelhavsområdet og videre ud i verden. Med Jerusalems ødelæggelse og det andet tempels ødelæggelse i 70 e.v.t. og helt frem til dannelsen af staten Israel i 1948 var diasporaen virkelighed for langt størstedelen af det jødiske verdenssamfund.