Fransk discours, "tale", "fremstilling". Et begreb hvis moderne anvendelse i en lang række humanistiske fag, herunder religionsfagene, især skyldes den franske idéhistoriker og filosof Michel Foucault (1926-84). Diskursbegrebet betegner ikke den enkelte ytring i tale eller skrift, men et sæt af rammer og forudsætninger for enkeltytringer. Diskursen er, med Foucaults ord, "det, der gør, at en bestemt slags ytring fremsættes, en anden ikke." I sine idéhistoriske værker lagde Foucault vægt på at vise, hvordan nye diskurser opstår og skaber brud i historien, idet de udelukker eller marginaliserer tidligere måder at tale på. Ligesom de selv er et produkt af sociale betingelser, sætter de også nye sociale betingelser, som står ved magt ind til nye diskurser tager over.
I religionshistoriske studier er diskursbegrebet et alternativ til fx tro eller mentalitet, der mere eller mindre postulerer et bevidsthedsindhold hos de studerede. Hvis forudsætningerne for en række religiøse udtryk systematiseres som en diskurs, som en "måde at tale på", undgås denne psykologisering