I mange religioner anses drømme for varsler om fremtidige begivenheder eller vejledning sendt fra guder eller afdøde slægtninge. Udbredt er dog også forestillinger om, at den drømmendes sjæl under søvnen forlader legemet og oplever det, der drømmes.

Håndbøger i drømmetydning kendes fra oldtid til nutid. Fra 1200-tallet f.v.t. er der bevaret en ægyptisk drømmebog, hvor man fx kunne få tydet en drøm om, at man parterede en flodhest: Det betød, at et stort måltid var i vente fra paladset. Grækeren Artemidoros fra Daldis samlede i 2. årh. e.v.t. et omfattende stof om drømme og deres tydning. Hans bog er bevaret og har dannet grundlag for europæiske drømmebøger helt op til vor egen tid. Brugen af drømmebøger er en form for divination, hvor betydningen af drømmen ikke er indlysende, men først fremgår ved opslag i bogen. Men drømme kan også opfattes som ligefremme åbenbaringer. I antikken var det en udbredt praksis at lægge sig til at sove i et tempel for således at få den pågældende guds vejledning i form af en drøm. Dette kalder man inkubation.