Den opfattelse at verden og/eller mennesket er delt i to eller bestemt af modsætningen mellem to principper, fx godt og ondt, sjæl og legeme, guddommeligt og menneskeligt, åndeligt og materielt. I filosofiske tankesystemer, som hævder en dualistisk virkelighedsopfattelse, vil der ofte være en tilbøjelighed til at prioritere fornuften frem for følelsen, tanken frem for sansningen. JPS/BT
HELLENISME: I radikalt dualistiske religionsformer, som vi finder dem i hellenismen og den romerske kejsertid, ses verden og menneskelivet som en uvirkelig skintilværelse, en bleg afglans af en højere, virkeligere verden, hvor der hersker ro, renhed og orden. Denne opfattelse hænger sammen med de gamle lokalsamfunds opløsning og i det hele taget en accellererende social og kulturel forandring, der så at sige rykker tæppet væk under de traditionelle religioner. Religion og samfundsliv bliver åbenlyst adskilte størrelser; guderne bor ikke mere for alvor i det lokale tempel, men i himlen, i den anden verden, og der skal en åbenbaring til for at få deres velsignelse og vejledning. Denne verden og menneskets vilkår i den opleves som et grumset og forvirret foretagende.
Denne tankegang kan forbindes med et skarpt skel mellem åndeligt og materielt, sjæl og legeme. Sjælen kommer da til at høre sammen med den højere, åndelige verden. Man forestiller sig fx, at den er faldet fra det høje ned i den materielle verden, hvor den indtil døden er fange i legemet, som "et åndepust der slæber på et lig." Frelse bliver da i et dualistisk perspektiv udfrielse fra disse vilkår. JPS
IRAN: I det gamle Iran fandtes allerede før hellenismen en etisk dualisme, dvs. verden og menneskelivet sås i lyset af modsætningen mellem godt og ondt. I zarathustrismens skrifter findes myter om det gode og det onde som et tvillingepar i urtiden. Mellem dem blev alting delt; den velsignelsesbringende ånd tog livet, det rette (asha), retsindigheden og gavmildheden til sig, fornægterånden tog alt det livsfjendske, det fordærvelige og løgnen til sig, og om ham samlede dæmonerne sig. Verden bliver da en kampplads for disse to lige fundamentale og lige virkelige principper, det gode og det onde, og mennesket må vælge side i kampen. Den iranske dualisme fik betydelig indflydelse på jødedommen, formentlig allerede før hellenismen, og i den sene hellenisme satte den sit dybe præg på manikæismen. JPS
MODERNE EUROPA: Dualismen er grundfæstet i moderne europæisk kultur. Navnlig modsætningen sjæl-legeme og åndelig-materiel er styrende for vor hele tænkemåde og opleves som fundamental. Der forekommer dog også reaktioner mod og intellektuelle opgør med dualismen