I mange religioner tænkes de døde i en eller anden forstand at leve videre i graven, i en omflakkende åndetilværelse, i et dødsrige, en himmel eller et andet hinsides opholdssted. Inden for den enkelte religion kan forestillinger om de dødes opholdssted og hele livsform være utroligt flydende, vage og forskelligartede. Hele spørgsmålet er et emne for digtning, ikke for dogmatik. Arkæologiske fund af våben, redskaber og forråd i forhistoriske grave vidner om, at man i en eller anden forstand har forestillet sig, at den døde levede. Det gamle Ægyptens prægtige konge- og embedsmandsgrave, som ægypterne selv kaldte boliger for evigheden, vidner om noget tilsvarende. Det rige gravgods og balsameringen af ligene viser, hvor vigtigt det var at bevare den døde i en form for liv. Det hang sammen med, at de afdøde forfædre var kilden til slægtens fortsatte liv

BUDDHISME: Livet anskues som lidelse, derfor er målet at få lidelsen til at ophøre. Det opnås via erkendelse og oplysning af livet som lidelsesfuldt, så man ikke længere holder fast ved livet. Bliver man en buddha, dvs. fuldt oplyst, vil man efter døden indgå i nirvana. En tilstand der på alle måder er forskellig fra livet, og som derfor ikke kan beskrives, da livet er den eneste reference, vi har. Nirvana bliver i den ene af de store buddhistiske retninger, mahayana, beskrevet som tomheden. Inden for både mahayana- og theravadabuddhisme findes der desuden et stort antal himle og helveder, som den afdøde kan opholde sig i før en genfødsel. Hvor den afdøde bliver placeret, afhænger af handlinger gjort i livet.

GRÆSK RELIGION: Her dominerer forestillingen om Hades, et dødsrige under jorden hvor dødsguden af samme navn og hans dronning Persefone (latin Proserpina) hersker. Her lever de døde en trist og kraftesløs tilværelse. De har ikke en rigtig krop, men en psychê, der er gjort af et finere stof og også kaldes eidôlon, gøglebillede. Nogle må i Hades lide straf for deres handlinger på jorden. Først sent optræder hos græske forfattere tanken om de saliges øer eller Elysion, hvor særligt fremragende mennesker får en salig tilværelse efter døden

HINDUISME: Det ultimative mål efter døden er at opnå frigørelse fra genfødslernes kredsløb (samsara) for i stedet at blive ét med verdensaltet brahman, der er i alt og gennemstrømmer alt. Inden en evt. genfødsel opholder de afdøde sig i Yamas rige - dødsriget. Det er en sårbar tid, og de afdøde er afhængige af ofringer fra de nære slægtninge.

KRISTENDOM: I den ældste kristendom dominerer den forestilling, som de kristne overtog fra den antikke jødedom, at de døde ved tidernes ende skal genopstå legemligt, og ved en domshandling skal det derefter afgøres, om de skal leve evigt videre i fortabelsen eller leve som frelste i Guds rige. Pointen i denne opfattelse er, at mennesket er en uadskillelig enhed af legeme og sjæl, og at Gud, som har skabt alt af intet, også har magt til at genskabe det, som er blevet tilintetgjort ved døden. Allerede i Det Nye Testamente begynder imidlertid en udvikling i retning af mere flydende og samtidigt eksisterende, forskelligartede forestillinger om livet efter døden. Således overtages fra grækerne tanken om sjælens udødelighed og forestillingen om, at sjælen efter døden forlader legemet. Allerede fra og med Augustin (d. 430) er sjælens udødelighed en selvfølgelig bestanddel af al kristen tænkning, og i 1513 bliver denne tro en del af den officielle kirkelære, og tanken fastholdes uændret efter reformationen, også i de protestantiske kirker. I nyere kristen teologi har der været en tendens til at opfatte kristendommens flertydige udsagn om livet efter døden symbolsk/billedligt.