Filosofisk bevægelse inspireret af Søren Kierkegaards eksistenstænkning. Vokser frem i Tyskland i 1930'erne og i Frankrig i tiden efter 2. Verdenskrig.
Fælles for de i øvrigt indbyrdes ret forskellige former for eksistensfilosofi er dels deres spørgen efter, hvad der grundlæggende kendetegner menneskets måde at være på, kaldet "eksistens", dels at de tager udgangspunkt i den menneskelige eksistens som konkret levet eksistens.
En grundlæggende sondring i eksistensfilosofien er sondringen mellem egentlig og uegentlig eksistens. Det gælder for det enkelte menneske om at blive et selv, at træde ud af mængden eller anonymiteten (ordet eksistens kommer netop af latin ex: Ud af og sistere: Stille sig). Eksistensen skal virkeliggøres, eksistensen går forud for essensen (Sartre), dvs. hvad et menneske er, kan ikke siges ud fra en abstrakt bestemmelse af det menneskelige væsen, men først ud fra det, mennesket gør sig til, når det træder i karakter. Eksistensfilosofien kæmper imod enhver upersonliggørende reduktion af mennesket, som den fx kendes i massesuggestionen eller den videnskabelige objektivering eller tingsliggørelse. Nogle filosoffer (Heidegger, Sartre) udfolder en pointeret ateistisk eksistensfilosofi, andre (Jaspers) forbinder eksistensfilosofien med kristendommen.