1907-86. Rumænsk religionshistoriker; fra 1957 professor i religionshistorie ved University of Chicago; en af ophavsmændene til religionsfænomenologien. Eliade fremsatte ideen om, at ethvert religiøst dokument, fx myte, er en "hierofani", dvs. en manifestation af det hellige. Undersøgelsen af religiøse dokumenter inden for religionshistorie kan bidrage til en universel og mellemmenneskelig forståelse, idet det hellige i dets utallige variationer er en fællesmenneskelig betingelse.

Hos Eliade er det hellige ikke en menneskeskabt faktor, men derimod noget som har eksistens, form og struktur i menneskets bevidsthed og uden for historien. Det viser sig for mennesket i religiøse myter, ritualer, billeder og symboler, og bliver derved en del af historien, og det er sådanne manifestationer af det hellige, som er religionshistorikerens studieobjekt.

Eliade anvender ikke termen religionsfænomenologi om sit arbejde, men ligesom hos Gerardus van der Leeuw, en anden af ophavsmændene til religionsfænomenologien, er Eliades interesse menneskets religiøse erfaring og ultimative oplevelse af sin eksistens.

Eliades syn på religionshistorie som et i sidste ende humanistisk anliggende og hans fænomenologiske projekt har inden for moderne religionshistorie affødt kritik. Eliades projekt ses i denne kritik som værende af religiøs karakter, idet han ikke anerkender religionshistorie som fag inden for en samfundsvidenskabelig og kulturvidenskabelig tradition (herunder fx antropologi). For Eliade kan religion ikke "reduceres" til ikke-religiøse faktorer: Den religionshistorie og religionsvidenskab, der fokuserer på religion som et socialt, politisk, økonomisk, kulturelt, psykologisk og kognitivt fænomen, går uden om religionens egentlige anliggende, som er selve den religiøse erfaring af det hellige.