Græsk angelos, "sendebud". Det er en udbredt forestilling i mange religioner, at overjordiske væsener fungerer som budbringere fra guderne til menneskene, og at sådanne væsener optræder som særlige skytsånder eller hjælpere for mennesker. BT
ISLAM: I islam menes englene at være skabt af Allah. Der er fire ærkeengle, åbenbaringens engel Gabriel, Michael, Israfil og Izrail, der er dødsenglen. Desuden er der den faldne ærkeengel Iblis, djævelen, som gjorde oprør imod Allah og blev forvist. Englene menes at være tættere på Allah end mennesker, og de kan udføre handlinger på vegne af Allah, men mennesker er englene overlegne, fordi mennesker har fri vilje og kan opnå en bevidst viden om Allah, hvilket engle ikke kan. NS
JØDEDOM: I den antikke jødedom optræder der engle i stort tal, og de er her organiseret i et hierarki med engle af forskellig rangorden. Engleforestillingens fremkomst i jødedommen skal ses på baggrund af den kosmiske dualisme, den uendelige afstand mellem Gud og mennesker, som kendetegner den jødiske apokalyptik. Med denne stærke understregning af afstanden mellem himmel og jord opstår et behov for mellemvæsener, der kan knytte forbindelse mellem de to forskellige verdener. Konkret er der efter al sandsynlighed tale om, at jødedommen har overtaget engleforestillingen fra persisk religion. BT
KRISTENDOM: En egentlig englelære forekommer ikke og har ikke spillet nogen væsentlig rolle i kristendommen. Englene optræder både i tekster og i ikonografien nærmest som en slags "pynt", der angiver, at der er åbnet en forbindelsesvej eller kommunikationskanal mellem Gud og mennesker, og i folketroen spiller de først og fremmest en rolle som skytsånder. I Det Nye Testamente genkendes dog en enkelt af den antikke jødedoms syv navngivne ærkeengle, Gabriel, som i Lukasevangeliet bebuder både Johannes Døbers og Jesu fødsel. Formodentlig er det netop også ærkeenglene, der er omtalt i Johannes Åbenbaring 8,2, og som i det følgende med basunstød indvarsler nogle af den sidste tids plager