Den hebraiske form af navnet er "Jesaja". Den første af de fire såkaldt store profeter i Det Gamle Testamente. Esajas' bog falder i 3 adskilte dele, idet kap. 1-39, 40-55 og 56-66 henføres til hver sin tid og forfatter(kreds). De 3 afsnit benævnes da: Protojesaja, Deuterojesaja og Tritojesaja.
Overleveringerne om Esajas' liv og forkyndelse findes i Esajas 1-39, og desuden i 2. Kongebog 19-20. Esajas fremstår som en af de betydelige doms- og reaktionsprofeter i Juda (Sydriget) i det 8. årh. f.v.t. Han polemiserer kraftigt imod udartningen af Jahvereligionen i kultisk-magisk retning og kræver på Jahves vegne retfærdighed i form af pagtstroskab
i stedet for overflod af ofre. Esajas fastholder dog både messiasidealet og stor hengivenhed til Jerusalems tempel.
Deuterojesaja hører hjemme i det babyloniske eksil i sidste halvdel af det 6. årh. f.v.t. Forkyndelsen samler sig her om trøsten til de exilerede jøder, som under indtryk af perserkongen Kyros' sejrrige fremgang opmuntres med håbet om en snarlig tilbagevenden til deres hjemland.
Teologisk er det betydningsfuldt, at udviklingen i retning af monoteisme er et element i Deuterojesajas forkyndelse.
Tritojesaja forudsætter en menighedsdannelse i Jerusalem og kan således først være blevet til efter hjemkomsten (539 f.v.t.). Indholdet i dette afsnit drejer sig væsentligst om kultiske forhold.