Afrikanske uafhængige kirker som udviklede sig ca. 1890-1920 fra ældre europæiske kirker eller missionskirker i Afrika.
I Apostlenes Gerninger i Det Ny Testamente berettes om en etiopisk jødisk hofmand, der under et besøg i Jerusalem bliver omvendt til kristendommen og døbt. De uafhængige afrikanske kirker kalder sig etiopiske for at pege på, at netop en etiopier, en afrikaner, var blandt de tidligste kristne, og for at pege på, at afrikansk kristendom ikke først dukkede op med missionærerne fra Europa, men at den har sine egne rødder i den ældste kristne menighed i Jerusalem. Deres tilhængere mener, at undertrykte sorte, som de første kristne, har en særlig plads i Guds frelsesplan. Denne fortolkning af den etiopiske kristendom blev bestyrket af, at Etiopien slog det italienske erobringsforsøg tilbage i 1896 og som det eneste afrikanske land magtede at modstå europæernes besættelse af Afrika.