Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Europa

Europæisk kultur rummer både en ateistisk, rationalistisk strømning og flere skriftreligioner, som har udviklet sig under gensidig påvirkning, og for den dominerende skriftreligion kristendommens vedkommende af områdets forskellige før-kristne, skriftløse religioner. Efterfølgende behandles religionerne i særskilte afsnit:

- før-kristne antikke og skriftløse religioner,

- jødedom,

- kristendom,

- islam,

- hinduisme, sikhreligion, buddhisme og nye religioner.

Ifølge statistikker er godt 75% af europæerne kristne (katolikker 40%, ortodokse 16%, protestanter m.fl. 19%) 19% er ikke-troende og ateister, mens der er godt 4% muslimer. Endelig er under 1% udøvere af andre religioner som hinduisme, buddhisme, sikhreligion og forskellige nye religiøse bevægelser.

Samtidig med, at kristendom i forskellige udgaver er majoritetens religion i Europa, er dens religiøse verdensopfattelse blevet udfordret gentagne gange i europæisk historie som fx af de antikke førsokratiske filosoffer eller af renæssancefilosoffer som den engelske Thomas Hobbes (1588-1679). De sidste 3-400 år er religion gradvist blevet privatiseret og marginaliseret i forhold til den offentlige sfære i store dele af Europa.

I den anden halvdel af 1900-tallet fører den økonomiske og kommunikative globalisering sammen med de kulturmøder, der er resultatet af en større geografisk mobilitet, til en øget bevidsthed om "os" og "de andre" og om religionerne. EUs udvikling til en ny overnational enhed i 1990'erne og de økonomiske, politiske og ideologiske sammenbrud i forbundsstaterne Sovjetunionen og Jugoslavien udfordrer opfattelsen og udøvelsen af religion. Minoritetsreligioner, nye religioner og forskellige kristne og islamiske samfund i Østeuropa og på Balkan viser sig som betydningsfulde politiske og kulturelle faktorer. Den religiøse verdensopfattelse udfordres ganske vist som tidligere, men der bliver også sat spørgsmålstegn ved oplysningstidens ismer som rationalisme, liberalisme, kommunisme og videnskabelig materialisme. Pluralismen er et vilkår for mennesker i Europa, hvis kultur i dag er præget af individualisme og af den enkeltes til- og fravalg af religion og levevis.

Religionerne i Europa bruges - som andre steder i verden - som etnisk, kulturel og politisk markør.

FØR-KRISTNE ANTIKKE OG SKRIFTLØSE RELIGIONER dækker over såvel skriftløse religioner som skriftreligioner. Karakteristisk for dem alle er, at de - måske bortset fra samisk religion - er uddøde, selv om nogle, fx keltisk og nordisk religion, er en inspirationskilde for nye religiøse bevægelser.

Nogle af de før-kristne europæiske skriftløse religioner kender vi kun fra arkæologiske fund. Mest bemærkelsesværdig er her de store stenmonumenter fra neolitisk tid som Carnac i Bretagne fra ca. 3000 f.v.t. eller det lidt senere Stonehenge i Sydengland, som man formoder har haft en religiøs betydning. De andre skriftløse religioner i Europa daterer sig fra keltisk religion, kendt fra omkring 600 f.v.t. til samisk religion, som lever helt op i 1900-tallet. Vores viden om de skriftløse religioner stammer fra arkæologiske fund samt fra nabofolkenes beretninger, hvad enten de har besøgt de pågældende folk som handlende, som repræsentanter for en imperialistisk kultur, som den romerske over for kelterne eller den nordiske over for samerne, eller de har været kristne missionærer. I Europa kender vi ud over keltisk religion også germansk, herunder nordisk religion, som veg endeligt for den kristne kultur i 1000-tallet, og slavisk religion, som bukkede under for ortodoks og romersk-katolsk kristendom i århundrederne frem til ca. 1300. Hertil kommer den samiske kultur i Nordskandinavien og på Kola-halvøen øst herfor, som i tiden efter 1500-tallet blev udsat for magtpolitisk pres og for kristen mission, og som senest er blevet fortrængt af det moderne samfund.

Skriftreligioner som græsk religion og romersk religion er først og fremmest kendt i europæisk kultur for deres mytiske og filosofiske side. Det hænger sammen med, at de er blevet overleveret af kristne munke og renæssanceforfattere, der har videregivet, hvad de fandt interessant. Men granskning af de klassiske tekster og af arkæologiske levn har sammen med sammenlignende studier af indo-europæiske kulturer og skriftløse folks kulturer gjort, at vi efterhånden også har dannet os et billede af kulten i disse religioner.

Også de hellenistiske religioner, som fandtes i Romerriget fra ca. 300 f.v.t., til kristendommen blev statsbærende religion i 300-tallet e.v.t., har været med til at påvirke europæisk kultur. Fx havde både den lilleasiatiske Kybele og den ægyptiske Isis mange tilhængere i Rom. På hver sin måde kan de ses som udtryk for en "Store Moder" tradition, videreført i den kristne Maria-dyrkelse.

EUROPÆISK JØDEDOM har udfoldet sig inden for de begrænsninger, som er blevet pålagt jøderne i Europa med hensyn til erhverv og bopæl siden det 4. årh. e.v.t. Jødedom har i Europa altid været en minoritetsreligion.

Allerede før vor tidsregning er der i Europa jødiske diasporasamfund, dvs. jødiske samfund uden for Palæstina, men først efter romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.v.t. vokser den jødiske befolkning i Europa for alvor. Under det mauriske herredømme i Spanien fra ca. 700 e.v.t. blomstrer jødisk kultur og jødisk mystik, kabbala. Denne æra slutter i 1492, hvor jøderne bliver fordrevet herfra sammen med maurerne. En del slår sig ned i Istanbul i Tyrkiet på sultanens opfordring, andre drager til Frankrig, Holland og Tyskland. Mange ender i Østeuropa, hvor der siden senmiddelalderen allerede var vokset en blomstrende jødisk kultur frem, nærmest som en stat i staten, og hvor sproget yiddish og den jødiske fromhedsbevægelse chasidismen opstod. Først med oplysningstiden i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet bryder de europæiske magthavere med den diskrimination, som siden år 400 e.v.t. havde været med til at bestemme jødisk historie i Europa.

Omkring 1900 er 1,6% af kontinentets indbyggere troende jøder, i 1975 0,3%. I mellemtiden havde nazisternes jødeforfølgelser (holocaust) dels slået millioner af europæiske jøder ihjel, dels resulteret i, at de overlevende jøder ikke så nogen fremtid for sig i Europa. De udvandrede bl.a. til USA og til Israel, som i 1948 blev en uafhængig stat. For første gang siden antikken er den jødiske minoritetsstatus afløst af en majoritetsstatus i en internationalt anerkendt stat. Israels uafhængighedsdag fejres blandt jøder over hele verden.

Jødiske rabbinere læser ved israelske seminarier som et led i deres uddannelse, før de vender tilbage til Europa. Men jøderne i Europa har foretaget et bevidst valg. De har ønsket at blive i diasporaens pluralistiske samfund og opretholde en identitet som danskere, englændere eller franskmænd samtidig med deres jødedom. I Danmark har der levet jøder i ca. 400 år. I dag er der ca. 4.000 mennesker, der i religiøs forstand opfatter sig selv som jøder i Danmark.

EUROPÆISK KRISTENDOM er præget af Den Ortodokse Kirke, Den Romersk-katolske Kirke og de protestantiske kirker, der dominerer billedet, selv om også mindre kirkesamfund er repræsenteret.

Fra Palæstina, hvor de første kristne menigheder voksede frem i det jødiske samfund før år 50 e.v.t., breder tankerne om kristendom sig hurtigt i resten af Romerriget, og kristne menigheder opstår i både det græske område (Korinth) og i rigets centrum Rom inden for en generation efter Jesu død på korset. Kort før Romerrigets opløsning blev kristendom i 300-tallet gjort til statsbærende religion. Herefter fik kirken en ny opgave som medansvarlig for magtudøvelse.

Da Romerriget blev delt i år 395, og den vestlige del derefter militært og politisk brød sammen under pres udefra og indefra, beholdt den østromerske kejser magten og udbyggede kontrollen med kirke og teologi. Den østromerske, byzantinske ortodokse kirke udviklede sig sammen med nogle af de andre østromerske kirker til de ortodokse kirker, mens de østromerske ortodokse kirker, der løsrev sig, benævnes orientalske kirker. Det var den østromerske eller den byzantinske kirke, som missionerede i det østeuropæiske slaviske område blandt bulgarer og russere, som i dag også er ortodokse. Modsætningerne mellem den byzantinske kirke og den vestlige kirke ledet af paven i Rom endte i 1000-tallet med, at kirkerne skiltes. Det er en del af baggrunden for, at et af korstogene i år 1204 blev rettet mod Konstantinopel, den østromerske hovedstad, med en deraf følgende destabilisering af forholdene på Balkan. Fra midten af 1400-tallet og til midten af 1800-tallet var det tidligere byzantinske Sydøsteuropa underlagt sultanatet i Istanbul. Derfor findes der i dag en muslimsk kultur her.

I Vesteuropa gjorde den romerske kirkes overhoved, paven, krav på at være hele kirkens overhoved. Også i vest var der kristne grupper, der afveg fra hovedlinien, som den blev lagt fast i tiden umiddelbart før Romerrigets sammenbrud, men som tiden gik, blev de pågældende områder - blandt andet Spanien - enten erobret af muslimer eller renset for kætterbevægelser. I løbet af de første århundreder efter år 1000 e.v.t. knyttedes hele Vest- og Nordvesteuropa til Den Romersk-katolske Kirke bortset fra nomadefolket samernes område i Lapmarken. Grænsen til de ortodokse kirkers område gik gennem det nuværende Finland og sydpå til Serbien.

I 1500-tallet skete der en spaltning af den vestlige kirke i to: En nordeuropæisk protestantisme, knyttet til fyrster og senere nationalstater, og en sydeuropæisk fortsat romersk-katolsk kirke. Den protestantiske bevægelse omfatter en række kirker bygget på skrifter af Luther, Zwingli eller Calvin. Men også andre protestantiske bevægelser som Den Anglikanske Kirke, anabaptister, kvækere og metodister ser dagens lys omkring dette tidspunkt.

Protestantiske grupper, som var uønskede i deres hjemlande, udvandrede til bl.a. Nordamerika i 1600-tallet, men ellers begyndte en protestantisk mission først for alvor samtidig med imperialismen i 1800-tallet. Den Romersk-katolske Kirke derimod ekspanderede allerede i 1500-tallet med spaniernes og portugisernes koloniherredømme i bl.a. Latinamerika. Som følge af den tætte sammenknytning af kolonimagt og mission er den europæiske rivalisering og rivaliserende europæiske kirker blevet eksporteret til kolonierne, hvor de sammen med amerikanske missionskirker præger den form, kristendom har antaget i fx Amerika eller Afrika. På det seneste går bevægelsen også den anden vej: Kristne nye grupper som fx pinsebevægelsen eller Jehovas Vidner, der er opstået i USA, markerer sig i Europa og er begyndt at præge europæisk kirkeliv.

Oplysningstiden sidst i 1700-tallet havde det humanistiske projekt, at den ville opbygge et tolerant, liberalt og rationelt Europa. Tanken om, at samfundet trives lige så godt - ja måske endda bedre - uden religion eller med religionen placeret i privatsfæren, er siden blevet delvist virkeliggjort. En undersøgelse fra 1990-91 viser, at selv om 34% af voksne europæere går i kirke mindst en gang om måneden, dækker tallet over store variationer: 49% af voksne i Sverige går aldrig i kirke, mens det tilsvarende tal i Spanien er 22% og i Polen 3%.

Udviklingen på blandt andet Balkan i de seneste år har vist, at oplysningsprojektet rummer problemer. En rationalitet, som ikke er bredt institutionelt og folkeligt forankret, kommer til kort over for nationalitetsfølelse og følelsesladede værdier. Religion i al almindelighed og også kristendom er stærkere og mere modstandsdygtig, end man tidligere har antaget. Det synes at gælde generelt, selv om kirkerne i Europa det sidste halvandet hundrede år har tabt medlemmer og mistet offentlig indflydelse, og selv om Europa fortsat er et pluralistisk og sekulært samfund.

I Danmark er ca. 88% af befolkningen medlemmer af den lutheranske danske folkekirke, og også en række andre kirkesamfund er repræsenteret i Danmark: Størst Den Romersk-katolske Kirke med ca. 31.500 medlemmer og mindst Den Fransk-reformerte Kirke med 50 medlemmer.

EUROPÆISK ISLAM har i historiens løb været knyttet først til Sydeuropa, dernæst til Øst- og Sydøsteuropa og endelig til Nordeuropa.

I Sydeuropa bredte den muslimske verden sig i 600- og 700-tallet fra Nordafrika til Spanien og Sydfrankrig og dernæst i 800-tallet til Syditalien. I Spanien og Syditalien påvirkede islam den kristne middelalderlige tankegang, så man kan tale om, at europæisk kultur har tre rødder: Den græsk-romerske, den jødisk-kristne og den islamisk-kristne. Områderne var kristne, før de blev erobret af muslimer, men havde tilhørt kristne bevægelser, som var blevet stemplet som kætterske. Fra midten af 1000-tallet til sidst i 1400-tallet blev disse områder erobret af romersk-katolske herskere, og muslimer blev fordrevet sammen med jøder og anderledes tænkende.

Den islamiske tilstedeværelse i Øst- og Sydøsteuropa er i høj grad blevet oplevet som en trussel mod det kristne Europa. I islams første århundreder bredte religionen sig i Kaukasusområdet. Folkevandringerne i 900- og 1000-tallet og forflytninger under Ruslands storhedstid i 1700- og 1800-tallet efterlod spredte grupper af muslimske tatarer i det østlige Europa fra Volgaområdet og Krim til Polen og Ungarn. I Moskva blev der bygget en moske i centralasiatisk stil sidst i 1800-tallet. Efter revolutionen i 1917 blev de folkelige former for islam forbudt, og især tatarerne var ofre for Stalins undertrykkelse af forskellige folkeslag.

På Balkan er de fleste muslimer efterkommere af bogomiler, der tilhørte en afvigende kristen kirke, som havde ligget i strid med den ortodokse kirke i Konstantinopel; de omvendte sig til islam under sultanatet i Istanbul efter Det Byzantinske Riges sammenbrud i år 1453. Også andre muslimske grupper i Østeuropa, først og fremmest i Thrakien nord for Ægæerhavet, stammer fra osmannernes erobring af det sydøstlige Europa efter 1453. Da Osmannerrigets fremgang var standset og truslen derfra forsvundet, opstod der i Europa en interesse for tyrkisk kultur i anden halvdel af 1700-tallet. Senere betød Osmannerrigets svækkelse og Østrigs interesser i Sydøsteuropa og på Balkan, at mange muslimske grupper blev indlemmet i Østrig-Ungarn, og de muslimske samfund fik her officiel religionsanerkendelse i 1912.

Da den nye sekulariserede nationalstat Tyrkiet blev skabt i 1923, var det kun en lille del af Tyrkiet, som lå i Europa. Det er her i Istanbul, at den væsentligste del af de ikke-muslimske befolkningsgrupper bor. Det islamiske system havde tidligere sikret og reguleret deres position. Deres stilling blev en anden, da dette system ophørte, og den sekulariserede stat i stedet skulle holdes sammen af tyrkisk nationalitetsfølelse.

Den muslimske befolkning i Nordeuropa er et nyt fænomen, som skal ses i sammenhæng med afkolonisering og med arbejdskraftmigration. Også flygtninge fra lande som Palæstina, Irak, Iran og Somalia spiller en rolle.

I 1800- og 1900-tallet indvandrede muslimer fra Indien til England, fra Nordafrika til Frankrig og fra Tyrkiet til Tyskland som følge af imperialismens internationale forbindelser, formelt i form af kolonidannelser og uformelt i form af økonomisk dominans. Den første gruppe af immigranter var uddannelsessøgende fra velhavende familier. De talte kun få. De blev efterfulgt af en langt større gruppe af folk med europæisk - især engelsk - pas, som med koloniernes selvstændighed kom i klemme. Behovet for arbejdskraft efter 2. Verdenskrig gav stødet til en ny type immigranter. Herefter udgjorde indvandrerne klart en underklasse. Endelig er der gruppen af flygtninge, som kan være folk, der er på kant med deres hjemlige samfund af rent politiske årsager, eller fordi de er uenige i dets holdning til islam.

Derudover findes der også en lille gruppe af nordeuropæere, som er konverteret til islam, heraf en del tilhængere af ahmadiya.

Sidst i 1980'erne er der i alt i Europa omkring 7-8 mio. muslimer, overvejende sunni-muslimer. Det er svært at gøre tallet rigtigt op, da ikke alle fra fx Palæstina er muslimer, og nogle opfatter sig selv som kulturelle og ikke religiøse muslimer. De fleste bor i byerne, og en del er medlemmer af organisationer, der har tilknytning til de lande, som de kommer fra. Normalt har det ikke været vanskeligt at etablere bedesteder og moskeer for muslimerne, vel at mærke hvis der er tale om bygninger, som ikke er bygget til formålet og udadtil signalerer islam. De europæiske muslimer har forskellig civil, politisk og religiøs status alt efter hvilket land, de bor i.

I Østrig og i Belgien har islam en stilling svarende til hovedkirkernes, i Spanien har religionen ligeledes en veldefineret, anerkendt stilling, som er reguleret af en traktat mellem staten og de islamiske samfund, svarende til overenskomster med Den Romersk-katolske Kirke, med protestanterne og med det jødiske samfund. Der er i Danmark i 1997 ca. 74.000 muslimer. De fordeler sig i følgende grupper: 1. de folk der som arbejdsimmigranter eller flygtninge stammer fra lande, hvor islam spiller en central religiøs og kulturel rolle, 2. disses børn, og 3. de 1000-1500 danskere, der er konverteret til islam.

HINDUISME, SIKHRELIGION, BUDDHISME OG NYE RELIGIONER I EUROPA: Hinduisme og buddhisme findes i Europa både i form af etniske religioner, dvs. blandt immigranter fra Østen, der er tilhængere af disse religioner, og i form af europæiske konvertitter. Mange af de nye religioner har hentet inspiration fra de østlige religioner, mens andre har deres oprindelse i USA i fx amerikanske kristne bevægelser.

Hinduisme: Selv om der har været en vis viden om og interesse for hinduisme i Europa siden omkring 1500, er det først siden 1800-tallet, at der har været hinduer i Europa. Som kolonimagt modtog England studerende fra hele imperiet, og det betød, at der siden 1875 har været indiske studenter i England. De hinduer, der bor i England før 1945, tilhører middelklassen og er mere eller mindre sekulariserede. Efter 1945 får England (og Holland) brug for billig arbejdskraft. Samtidig betyder etniske udrensninger i Kenya og Uganda og andre tidligere kolonier, hvor indiske kontraktarbejdere blev indført efter slaveriets ophør i 1830, at folk fra Sydasien og Caribien i 1960'erne og 1970'erne emigrerer til Europa. I 1970'erne kommer ISKCON (Det internationale selskab for Krishna-bevidsthed eller Hare Krishna) til Europa, hvor det først og fremmest har vesterlændinge som medlemmer. I England, hvor der bor over 300.000 hinduer, er der flest bhakti-tilhængere. De definerer sig primært som tilhængere af Sanatana Dharma, der er kendt for sin store tolerance. Der er mange hindutempler i England - ofte tidligere kirker, som indvendigt er blevet redekoreret. Templerne rummer som i Indien flere guder. Hinduer i England står over for det samme problem som muslimer og til en vis grad kristne i Europa: Hvordan man skal forholde sig som religiøst, holistisk præget samfund i et stort set sekulært og individualistisk samfund. I Danmark er der ca. 5.000 hinduer incl. de ca. 80 danske konvertitter. Hovedparten, ca. 4.500, er tamilske hinduer fra Sri Lanka.

Sikhreligion: Findes i Europa først

og fremmest i England. Sikhreligion vakte en vis interesse i England, hvor den første gurdwara etableredes i 1911. Sikher indvandrede senere til England end andre indiske religiøse grupper, idet immigrationen først tog fart sidst i 1950'erne. Ligesom hinduer tager sikherne nedlagte kirker o.l. i brug som deres helligsted, gurdwara, men de bygger også nye. Der er nu over 100 gurdwaraer i England. I Danmark er der én gurdwara og løst anslået omkring 250 sikher.

Buddhisme: Først i 1844 får man i Europa en sammenhængende beskrivelse af buddhisme på basis af tekster til trods for, at forskellige rejseberetninger fra 1500-tallet og frem havde omtalt buddhistiske samfund. Beskrivelsen resulterer i forskellige holdninger: En afvisende og forkastende, en rationel og vidensøgende og endelig holdninger der næres af romantisk fantasi eller eksistentielt engagement. Schlegel romantiserede buddhismen, og senere anså Madame Blavatsky og ligeledes teosofien buddhismen for den højeste religion. Også filosoffen Schopenhauer var meget inspireret af den buddhistiske filosofi. Det første buddhistkloster i Europa var knyttet til det russiske fremstød i det mongolske Centralasien og til den buddhismeform, som kendes som tibetansk buddhisme. Det blev åbnet i St. Petersborg i 1915 og genåbnede efter sovjettiden i 1991. Den første europæer, der blev indviet som buddhistisk munk, var en englænder i 1900. Det første europæiske buddhistcenter - som stadig eksisterer - blev grundlagt i Berlin i 1924. Også i Frankrig og i England var der buddhistiske centre. Men indtil 1960 var der tale om en lille, marginal gruppe europæere, der diskuterede buddhistiske tekster og observerede de større buddhistiske fester. Det ændrede sig i 1960'erne, og sammenlignet med de øvrige ikke-kristne religioner i Europa er buddhismen her ikke primært baseret på afgrænsede etniske samfund, selv om buddhister fra tidligere franske og engelske kolonier, Cambodia, Vietnam, Laos, Sri Lanka, Myanmar (Burma), Kina etc., slog sig ned i Europa som følge af afkoloniseringen og den kolde krigs "varme" krige i Sydøstasien. Blandt unge europæere bredte begejstringen for zen-buddhisme sig fra den amerikanske vestkyst, som traditionelt er orienteret mod Østasien. Kinas besættelse af Tibet i 1958 og tibetanske buddhisters efterfølgende landflygtighed betød sammen med 1960'ernes modkultur, som begejstret modtog ideer fra Østen, at unge rejste til Østen i større antal end tidligere. I dag er der fem større buddhistiske grupper i Europa 1. Theravada der rummer både immigranter og europæiske buddhister, 2. Tibetansk buddhisme hvor både Kagya, Geluk og Nyingma er repræsenteret, 3. Zen som især er repræsenteret i form af Soto-skolen, 4. Nichiren hvis mest magtfulde gren Soka Gakkai i Europa har omkring 26.000 medlemmer, og 5. vestlige buddhister hvis bevægelse sigter mod at skabe en europæisk buddhisme uden skel mellem lægfolk og munke og nonner, med lige status for mænd og kvinder og med vægt på "De Tre Juveler": Buddha, Dharma og Sangha. Buddhisterne i Danmark består hovedsageligt af indvandrere og flygtninge fra Asien, især Sydøstasien. Dertil kommer vesterlandske indvandrere og danskere, der er konverteret. Der er i alt omkring 15 templer, men antallet af tilhængere er ikke opgjort.

Nye religioner: Der er i Europa i dag 1.000-2.000 grupper, der kan betegnes som "nye religioner". "Nye" dækker i denne forbindelse både konkrete grupper, hvis ophav ligger uden for Europa, og ideologiske strømninger, som falder uden for den kristne europæiske majoritetskultur. En del er forbundet med den jødisk-kristne tradition som fx den katolske Opus Dei, Jehovas Vidner, Unification Church og forskellige pinsebevægelser. Mange nye religioner har deres rødder i veletablerede, ikke-kristne traditioner som hinduisme (ISKCON og Transcendental Meditation) eller buddhisme (Sokka Gakkai). Og enkelte trækker på ældre germanske traditioner, fx Asa- og Vanesamfundet i Danmark, som er en revitalisering af nordisk religion. Udover sådanne institutionaliserede religiøse grupper findes der en New Age inspireret religiøsitet, der kan betegnes som vor tids "folkereligiøsitet". Krystalhealing, shamanisme, astrologi osv. er forbundet med New-Age og appellerer til langt bredere kredse end den personkreds, der betragter sig som udøvere af New Age teori og praksis.