Betegnelse for de skrifter i Det Nye Testamente, der ifølge traditionen er skrevet af Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, som beretter om Jesu liv, hans ord og gerninger samt hans død og opstandelse.

Ordet "evangelium" betyder glædeligt budskab og bruges både i Det Nye Testamente og i kirken ikke alene som betegnelse for de nævnte skrifter, men om den kristne forkyndelse i det hele taget.

Kun to af de fire evangelier (Matthæus og Lukas) fremtræder som en slags Jesusbiografier, idet de er alene om at begynde med (hver sin) beretning om Jesu fødsel og barndom. Den kritiske bibelforskning er ikke tilbøjelig til at betragte noget af de fire evangelier som øjenvidneberetninger.

Alle evangelierne er fra første færd skrevet på græsk og formentlig først efter Jerusalems fald og jødestatens udslettelse i år 70 e.v.t.

De påfaldende ligheder mellem de tre første evangelier leder til den antagelse, at der består et litterært afhængighedsforhold mellem dem. Lighederne har givet anledning til, at man betegner de tre første evangelier som "de synoptiske evangelier". Det græske ord "synopsis" betyder samskuen, og en spaltevis opstilling af de tre evangelier side om side kalder man en synopse.

Den almindeligste antagelse går ud på, at Markus er ældst og har været benyttet som kilde af både Matthæus og Lukas. Desuden ser det ud til, at Matthæus og Lukas har haft adgang til endnu et traditionsmateriale, hovedsageligt bestående af talestof (udsagn af Jesus), så deres fremstilling i hovedsagen bygger på to sæt overleveringer (2-kilde hypotesen). Evangelierne kan dog kun tillægges begrænset værdi som kilder til Jesu livshistorie.

Sigtet med evangelierne er ikke historieskrivning, men forkyndelse. Beretning og tydning er i disse skrifter vævet tæt sammen, og alt ses på baggrund af troen på Jesu opstandelse, der igen ses som bevis på, at Jesus var Guds søn.

Matthæusevangeliets særpræg viser sig tydeligt ved dets mange henvisninger til Det Gamle Testamente. Sandsynligvis er hovedsigtet med dette skrift at overbevise jøder om, at Jesus er den Messias, som jøderne ventede i overensstemmelse med de gammeltestamentlige profetier.

Markusevangeliet henvender sig tilsyneladende til ikke-jødiske læsere, da jødiske forhold og skikke forklares omhyggeligt.

Lukasevangeliets særlige kendemærke er dets forkærlighed for alle dem, der ud fra en jødisk målestok betragtedes som uværdige eller mindreværdige: Toldere, syndere, samaritanere og hedninger.

Johannesevangeliet adskiller sig meget fra de synoptiske evangelier, måske især på den måde, at den teologiske tydning her helt dominerer over den historiske beretning. Johannesevangeliets Jesusbillede er ikke en beskrivelse af en jødisk vandreprædikant og helbreder, men beretningen om en himmelsk åbenbarer, der gæster jorden en kort tid og derefter vender tilbage til sit himmelske hjem for at berede plads for sine "venner" (Johannesevangeliets betegnelse for de troende). Johannesevangeliet fremtræder derved med et betydeligt tydeligere gnostisk præg end de synoptiske evangelier.