Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

evolutionisme

Latin evolutio, "udvikling", "opståen". Af evolvere, "rulle ud", "udvikle". Den videnskabelige opfattelse som var fremherskende fra midten af 1800-tallet og frem til 1920'erne, at samfund udvikler sig i bestemte stadier fra lavere til højere former. Udgangspunktet for de evolutionistiske teorier inden for kultur- og samfundsvidenskaberne var de evolutionsteorier, som fra omkring 1800-tallets begyndelse blev dominerende inden for naturvidenskab (biologi), og som med Charles Darwins værk fra 1859 for alvor blev sat på den videnskabelige dagsorden.

Den franske zoolog Jean-Baptiste Lamarck (1744-1829) fremlagde i begyndelsen af 1800-tallet en sammenhængende evolutionsteori, hvor nedarvningen af egenskaber stod i centrum. Denne var et opgør med den antagelse, at naturen og dens arter var uforanderlige. Lamarckismen var, trods sine fejl, med til at bane vejen for den moderne evolutionsteori, som Charles Darwin (1809-1882) i dag står som eksponent for.

Inden for antropologi og religionsvidenskab kom evolutionismen til at spille en afgørende rolle i udviklingen af teorier om menneskets sociale og kulturelle udvikling fra antropologiens opståen som fag fx med englænderen E.B. Tylor (1832-1917). De store opdagelsesrejser, som udførtes fra omkring 1500, havde bibragt europæerne et kendskab til en lang række fremmede kulturer og religioner, og med evolutionismen som baggrundsforståelse blev forskellene mellem kulturerne fortolket som en udviklingsmæssig (evolutionær) forskel. Bl.a. Tylor så denne udvikling som et universelt forløb fra de mest primitive kulturer over en række mellemstadier og frem til de komplekse kulturer, som udgør civilisationen. Derfor anså han det vestlige samfund for det evolutionære højdepunkt, mens andre kulturer stod under dette som mindre udviklede.