Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

fødselsrite

Ved et barns fødsel udføres ofte overgangsriter, der har til formål at gøre barnet til medlem af folkets eller religionens fællesskab. Riterne kan have form af eller tolkes som renselse

HINDUISME: Selve graviditetsperioden, fødslen og perioden derefter er fyldt med mindre ritualer, hvis formål er at sikre barnet i udviklingsforløbet, helt frem til det ikke er afhængigt af moderen for at opretholde livet. Fx holder man et mindre ritual i graviditetens syvende måned. Barnet anses for at have gode muligheder for at klare sig, hvis det fødes, og man vil sikre sig, at den kommende fødsel skal forløbe godt. Ved selve fødslen holdes en kort ceremoni, hvor et par mantraer fremsiges, inden navlestrengen skæres over. Dvs. på det tidspunkt bliver barnet et selvstændigt individ uden direkte forbindelse til moderen. Seks dage efter fødslen holdes en ceremoni, der skal sikre, at barnet får en god fremtid, og på 31. dagen afholdes et ritual for at markere, at den urenhedsperiode, som fødslen omgives med, er slut. Barnet kronrages for at fjerne det sidste urene fra fødslen, og det navngives ofte i forbindelse hermed. Navngivningen kan dog have fundet sted tidligere

INUIT: Traditionelt er en række tabuer knyttet til inuitkvinden i forbindelse med fødslen. Hun afsondres fra samfundet, da hun kan forurene maden. Efter fødslen må hun straks vaske sig fra top til tå og sy sig nyt tøj. Når dette er sket, kan hun igen indlemmes i samfundet.

Barnet får straks efter fødslen en nylig afdøds navn. Den dødes navnesjæl siges at smutte ind i barnet gennem endetarmen og overfører den dødes egenskaber til det nye væsen. Moderen giver barnet navnet, mens hun stryger dets læber med vand som tegn på, at det skal ernære sig ved havet. Senere i livet har barnet et særlig tæt forhold til "navngiverens" familie

ISLAM: Inden for islam udføres ofte en række ritualer i forbindelse med en fødsel. Lige efter fødslen hviskes den islamiske trosbekendelse i barnets øre. Syv dage efter fødslen navngives barnet, og ved denne lejlighed afholdes en fest, hvor der ofres et eller to dyr, typisk geder. Ofret udføres efter de islamiske slagteregler (schæchtning). Mens kødet fra offerdyrene spises, siges en række bønner og lovprisninger.

Omskærelse af drenge, og nogle steder i Afrika piger, finder normalt sted inden for barnets første 6.-7. år.

JØDEDOM: Der findes ikke egentlige fødselsritualer inden for jødedommen, idet en person, som er født af en jødisk mor, betragtes som jødisk fra fødslen. Der er tradition for, at moderen og den nyfødte mødes af sang, første gang de besøger synagogen efter fødslen, og den nyfødtes navn offentliggøres ved denne lejlighed. Visse steder er der tradition for at plante et træ ved et barns fødsel. Otte dage efter fødslen omskæres drengebørn.

KRISTENDOM: Barnedåben fungerer som fødselsrite i de kirkesamfund, som praktiserer denne dåbsform. I dag foregår dåben på den måde, at præsten tre gange øser vand på barnets hoved samtidig med, at han udtaler, at barnet døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Men i gammel tid blev barnet sænket helt ned i vandet og løftet op igen, og ritualet viste således tydeligere, at handlingen opfattedes som en genfødsel

ZULU: Hos de sydafrikanske zuluer er barnet ved fødslen åbenlyst afhængigt af sin moder, men tilhører traditionelt faderen og hans slægt. Moderen pålægges traditionelt en række rituelle restriktioner og begrænsninger i hen ved ti dage efter fødslen, hvilket kan ses som udtryk for denne interessekonflikt. Moderen er afsondret, kun omgivet af gifte kvinder, og først efter at barnet igennem et offer til forfædrene er blevet et fuldgyldigt medlem af den fædrene slægt og budt velkommen i denne verden, kan hun træde ud af sin isolation