De udskilte. Navnet på en af de vigtigste jødiske retninger på Jesu tid. Efter Jerusalems fald i 70 e.v.t. fik de afgørende indflydelse på udviklingen af rabbinsk jødedom.
Farisæerne var kendetegnet ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, særlig renhedsforskrifterne. Foruden loven tillagde farisæerne også "fædrenes overleveringer", der indeholdt udlægninger af loven, stor betydning. På den baggrund kommer den farisæiske etik til at fremtræde med mange detaljerede forskrifter, baseret på konkrete tilfælde. Evangeliernes beskrivelse af farisæerne som hykleriske pedanter er dog givetvis uretfærdig og må ses på baggrund af de kristnes tendentiøse skildring af datidens jødedom.
Farisæerne havde på Jesu tid størst udbredelse i middelstanden og indtog en passiv holdning til den romerske besættelsesmagt, idet okkupationen blev betragtet som en lidelse, folket måtte bære på grund af dets synd.