Latin femina, "kvinde" og -isme. En ideologi som fokuserer på kvinders liv og vilkår. Feminismen er hverken historisk eller aktuelt én bevægelse, men en grundlæggende hævdelse af kvinders ligeværd med mænd. Man kan fx skelne mellem feministiske ideer, som hævder kvinders lighed med mænd, og ideer som lægger vægt på, at kvinder og mænd er forskellige, og at det er forskelligheden mellem kønnene, der er basis for ligestilling. Feministisk orienterede forskere arbejder inden for alle former for samfunds- og kulturvidenskaber, herunder religionsvidenskab, hvor studiet af kvinders roller og vilkår i forskellige religiøse systemer er på dagsordenen.
Feminisme som begreb opstod i 1880'ernes Frankrig, hvor kvinder havde kæmpet for kvinders valgret, og hvor en række forskellige grupper efter denne kamp vendte sig mod andre områder, hvor kvinder diskrimineredes. Feminismen har siden sin vorden været præget af en række forskellige og modstridende politiske ideer med fælles udgangspunkt i kvindelivet. Det var den franske forfatter Simone de Beauvoir (1908-1986), som med "Det Andet Køn" (1949) udformede den første moderne feministiske teori, mens amerikaneren Betty Friedan (f. 1921) med bogen "Farvel, kvindesag?" (1963) blev 1970'ernes store kvindesagsforbillede.
Den feministiske religionsvidenskab har grundlæggende påvist, at religion som samfundsfaktor medvirker til at retfærdiggøre og skabe rationalitet omkring den fortsatte undertrykkelse af kvinder. Dette kan bl.a. ses i religiøse organisationer og traditioner, hvor de fleste ledende religiøse og organisatoriske skikkelser er mænd. Det er ligeledes åbenlyst i religiøse forskrifter, som begrænser kvinders liv og adfærdsmuligheder. Den feministiske filosof Mary Dale har hævdet, at alle religioner er et skalkeskjul for patriarki, som er den sande religion i denne verden.
Inden for teologi og religionsvidenskab har feministiske forskere arbejdet for at genfortolke forskellige religiøse traditioner med henblik på at ændre kvinders livsmuligheder. Dette gælder fx kristne feminister som Phyllis Trible og Elisabeth Schussler Fiorenza, som har bidraget med nye tolkninger af tekster, der traditionelt har begrænset kvinders udfoldelsesmuligheder. Det gælder også feministiske teologer som fx Rosemary Radford Ruether og Nelle Morton, som har bidraget med nye modeller for det kristne gudsbegreb og for indretningen af samfundet. Inden for jødiske studier har feminister som fx Judith Plaskow og Ellen Umansky bidraget, mens fx Fatima Mernissi inden for islam og fx Rita Gross og Sandy Boucher inden for buddhisme har bidraget med væsentlige studier af religiøse tekster og traditioner. Alle med henblik på at forandre kvinders betingelser inden for disse forskellige religioner.
Denne feministiske forskning har siden 1980'erne mødt modstand fra fx farvede kvinder og ikke-vestlige kvinder repræsenteret ved bl.a. Katie Geneva Cannon og Gloria Anzaldua, som kalder sig "mujerista-teologer" (af spansk mujer: Kvinde), og som har hævdet, at megen feministisk tankegang inden for religionsforskningen har rødder i en vestlig, hvid, middelklasse universitetstradition. Kritikerne har gjort opmærksom på betydningen af en bevidsthed omkring egen kulturel baggrund i feministiske studier.