Den del af Den (i bekendelsesmæssig henseende) Evangelisk-lutherske Kirke, der som medlemmer har størstedelen af befolkningen i det danske rigsfællesskab, og som har folketinget som øverste lovgivningsinstans og biskopperne som øverste myndighed i indre læremæssige og gudstjenestelige anliggender.
Ved demokratiets og religionsfrihedens indførelse med grundloven af 1849 blev det fastslået, at ét religionssamfund i Danmark, Den Evangelisk-lutherske Kirke, havde en særstatus (grundlovens § 3), der indebærer, at folkekirken modtager statsstøtte, at regenten skal være medlem af folkekirken, og at folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
Medlemsforholdet etableres ved dåb og kan bringes til ophør enten ved en skriftlig udmeldelse eller ved tilslutning til et andet trossamfund. Alle medlemmers rettigheder og pligter udøves i og gennem den lokalmenighed, medlemmerne tilhører.
Menigheden i et sogn vælger hvert 4. år et menighedsråd, hvor sognets præster er "fødte medlemmer". Menighedsrådet har hovedansvar for sognemenighedens økonomi, har indstillingsret ved præstevalg, ansætter og afskediger kirkens øvrige personale og skal tages med på råd i spørgsmål om kirkens brug, liturgi (gudstjenesteordning), konfirmandundervisning og pengeindsamlinger. Provsten og provstiudvalget fører tilsyn med menighedsrådet, og øverst i det kirkelige hierarki har stiftsøvrigheden bestående af biskoppen og stiftsamtmanden tilsyn med det kirkelige liv i hvert af de 10 stifter.
Alle menighedsrådsmedlemmer har desuden stemmeret ved bispevalg i det stift, de tilhører.
Den ovenfor omtalte grundlovsbestemmelse om, at "folkekirkens forfatning ordnes ved lov" var oprindelig ment som et løfte om udarbejdelse af en selvstændig kirkeforfatning. Men på grund af uenighed er løftet aldrig blevet realiseret, og lovparagraffen er i stedet blevet forstået, som om den siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lovgivning, hvorefter den praksis har udviklet sig, at det konfessionsløse folketing er blevet folkekirkens øverste lovgivende myndighed. Folkekirkens præster er statstjenestemænd og i deres embedsførelse i kirkelig henseende underlagt biskoppens tilsyn.
Folkekirkens gudstjeneste afvikles i almindelighed i overensstemmelse med højmesseritualet (som står aftrykt i Den Danske Salmebogs tekstdel), hvilket indebærer, at gudstjenesten foruden prædiken, salmesang, tekstlæsning og bønner også omfatter altergang og evt. dåb. Der er ikke udarbejdet alment anerkendte eller autoriserede alternative ritualforskrifter for gudstjenesten, men i de enkelte sogne kan der med biskoppens tilladelse eksperimenteres med nye ritualformer.