En vestafrikansk religion som udvikledes efter 1600 i det nuværende Benin.

Skaberguden har to skikkelser: En kvindelig, Mawu, og en mandlig, Lisa. Mawu er måne, nat, hvile og frugtbarhed og hjælpes af en verdensskaber i skikkelse af regnbuen og slangen, Lisa er sol, dag, arbejde og orden og hjælpes af den himmelske smed. Gudeverdenen er hierarkisk opbygget og udgøres af deres afkom, vodun, der ligesom forældrene er ordnet i tvillingepar af modsat køn. Fonfolkets divination (varseltagning) minder om den, der findes i yorubareligion, og kaldes Fa. Som yorubareligionen har fonreligionen bredt sig til Mellem- og Sydamerika med slavehandelen.