Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

forfædrekult

Tilbedelse af døde forfædre. Mange folkeslag opfatter døde som stadig levende og i stand til at påvirke efterkommernes liv. Gennem ritualer fx ved graven eller foran afbildninger af de døde viser de overlevende omsorg for de døde og formilder dem derved. Ritualerne varierer - fra bøn til de afdøde til gennem ofre at inddrage dem i den religiøse kult eller bespise dem, så de ikke vender sig mod de levende.

AFRIKANSK RELIGION: I Afrika beskytter forfædrene de levende og straffer dem, der bryder samfundets normer, med sygdom eller uheld. Som "levende døde" betragtes de som en slags ældste; de tiltales og behandles på mange måder som de ældste levende, men adskiller sig ved at have særlige kræfter. De står menneskene nærmere end guderne: Derfor er mange offerhandlinger og bønner rettet til dem.

I zulureligion omtales forfædrene som skygger, og som sådanne er de selvfølgelig altid til stede i fx huset eller i mennesket, hvor de kan vise sig i drømme. I særlige situationer som initiation intensiverer de deres tilstedeværelse. Det samme gælder over for særlige personer som fx seersker. Som skygger er forfædrenes verden et spejlbillede af menneskenes. Derfor er de lyse, hvor almindelige mennesker er mørke. Deres dag er vores nat osv.

Det almindeligste i Afrika syd for Sahara er, at slægten er samfundsbærende, og derfor er det tilsvarende almindeligt, at forfædrene i et eller andet omfang spiller en religiøs rolle. Hvor slægtsoverhoveder ikke har politisk magt som hos fx maasai i Østafrika eller nuer i det sydlige Sudan spiller forfædre ingen rolle

HINDUISME: Forfædredyrkelsen er meget central i den hinduistiske dagligdag, hvor man ofrer risboller og mælk til forfædrene for at sikre sig, at de har det godt i stadiet mellem døden og den nye genfødsel. Hvis man ikke ofrer mad til forfædrene, vil de vende sig mod familien som onde ånder (pretaer) og udøve alskens ufrugtbare handlinger over for dens medlemmer. Desuden er det almindeligt, at man holder en mindefest på dødsdagen for sine afdøde forældre og bedsteforældre, hvor de inviteres til at spise med. Således understreges det, at de stadig anses som en del af familien

JAPAN: Her foregår forfædrekult efter kinesisk forbillede ved et husalter, en kami-hylde eller en buddha-hylde, flankeret af forfædrenes navnetavler. Forfædredyrkelsen er grundfæstet i japansk tradition på tværs af konfessionelle tilhørsforhold. Med Vatikanets godkendelse udføres den også af japanske kristne

KINA: I Kina spillede forfædrekulten lige fra de ældste tider en rolle, der ikke stod tilbage for dyrkelsen af guderne. Fyrster og hoffolk dyrkede deres forfædre i særlige forfædretempler. Den lavere adel havde et kapel for forfædrene i hjemmet, og menigmand dyrker endnu i dag sine forfædre ved et husalter; den klassiske placering er husets sydvestlige hjørne. De afdøde forfædre er her repræsenteret ved forfædretavler eller åndetavler (shen-chu), i dag typisk et fotografi med den afdødes navn og stilling. Foran husalteret med tavlerne tager familien alle vigtige beslutninger. Forfædrene lever med i slægtens liv, og skellet mellem de døde og de levende bliver på den måde mindre absolut.

I den klassiske forfædrekult valgte man en levende person, "liget", som repræsentant for hver af de forfædre, man ofrede til. Denne spiste så af offerretterne på forfaderens vegne. I konfucianismen blev forfædrekulten central som et udtryk for xiao, den sønlige fromhed, som er selve samfundsordenens rod. Buddhismen tilførte ikke blot tanken om karma og genfødsel/reinkarnation, men også forestillingen om helvede, og nye ritualer udformedes med henblik på at lindre forfædres lidelser i det hinsides