1854-1941. Britisk klassisk filolog hvis forskning inden for magi fik stor indflydelse på såvel antropologisk som religionsvidenskabelig teoridannelse. Selvom man i dag har gjort op med den evolutionisme, som bl.a. Frazers forskning afspejlede, er en forståelse af Frazers teorier vigtige for en forståelse af religionsvidenskabelig forskningshistorie. Hovedværket "The Golden Bough", som er en klassiker inden for religionshistorien, udkom første gang i to bind i 1890, og den tredje og sidste udgave i i alt 13 bind afsluttedes i 1936. En forkortet et-bindsversion udgives stadig.
Frazer var, som andre forskere inden for antropologi og religionsvidenskab på hans tid, fx E. B. Tylor, inspireret af den evolutionisme, som med Charles Darwins teorier for alvor blev gjort videnskabeligt anvendelig. Frazers studier af magi var således et led i hans store projekt: At skrive en menneskets mentale udviklingshistorie. I denne var magi et udtryk for fejlagtige betragtninger om tings sammenhæng, en slags primitiv videnskab.
Inden for magi fandt Frazer to principper: Lighedsmagi (det homøopatiske princip), hvor magikeren fx stikker nåle i en dukke, der repræsenterer den fjende, som skal skades, og berøringsmagi (det kontagiøse princip), hvor den magiske handling udøves på noget, som har tilhørt fjenden. Begge principper er fejlagtige, og da det primitive menneske havde indset dette, erstattedes magi af religion, hvor mennesket ved bøn og offer søger at påvirke højere magter til indgriben, og religion tilhører således det næste udviklingstrin. Øverst i dette udviklingshierarki står det moderne menneske, hvis videnskabelige og systematiske tilgang til verden, i Frazers tankegang, erstattede religion som verdensforklaring.