Herren. I den nordiske religion en af de betydeligste af vanernes gudeslægt, en frugtbarhedsgud. Har haft en fremtrædende plads i kulten ved templet i Uppsala i Sverige. Frejkulten har haft udpræget seksuelt præg, og Frej har tilsyneladende modtaget svin som offergaver, ligesom hesten har været helliget Frej.

I Snorres edda siges det om Frej, at han er den bedste af guderne. Han råder over regnen og solskinnet, og han er god at påkalde for god høst og for fred. Han er udstyret med attributterne Gyldenbørste (et svin) og skibet Skibladner, hvilket måske udtrykker dels, at svinet har været det foretrukne offerdyr i Frejkulten og desuden, at han fra sin fader Njord har arvet en betydning for søfarten.