Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

frelse

Gammelt dansk "frihals". I bred betydning omfatter frelse ethvert overordnet mål for religiøse bestræbelser. Som regel anvendes ordet dog kun, hvor dette mål er udfrielse af verdens og menneskelivets almindelige betingelser

BUDDHISME: Selve udtrykket frelse bruges ikke inden for buddhismen. Synonymt hermed er begrebet frigørelse, forstået som frigørelse for genfødslernes kredsløb (samsara) og dermed fra livet, der anses som lidelse. Målet er at opnå nirvana, den tilstand der ikke kan beskrives med ord, men som på alle måder er forskellig fra denne verden. De to hovedretninger inden for buddhismen beskriver nirvana forskelligt. Theravadabuddhisme, der ser nirvana som en form for stabilt sted i modsætning til denne verdens ustabilitet, forsøger at beskrive nirvana i billeder, fx som når en flamme brænder ud; mahayanabuddhisme henviser til, at nirvana-tilstanden er tomhed.

HELLENISME: I hellenistiske frelsesreligioner kan tilværelsen anskues som et fangenskab: Mennesket er fange i verden, umyndiggjort af den skæbne, som de kredsende stjerner og planeter fastsætter. Sjælen er fange i legemet og må leve en omtumlet tilværelse på grund af legemets behov og tilbøjeligheder. Frelse består da i menneskets eller sjælens frigørelse til en værdigere og renere tilværelse, enten efter døden eller i den mystiske oplevelses gennembrud

KRISTENDOM: I Det Gamle Testamente betyder frelse først og fremmest frihed for Israels folk til at leve i det land, Jahve efter israelitternes opfattelse havde givet dem, og i forlængelse heraf gode kår i livet for den enkelte. Tanken om Guds rige, som ifølge evangelierne var central i Jesu forkyndelse, er beslægtet med de gammeltestamentlige forestillinger. Dog med den forskel, at Guds rige er for alle, og i Jesu forkyndelse er der tilsyneladende også tale om, at dette rige på én gang opfattes som noget nærværende og noget kommende. Det er i frembrud og virkeliggøres delvis fx i kraft af Jesu undergørende helbredelse af syge og i hans omsorg for fattige og udstødte. Men det er samtidig noget, som i forlængelse af den jødiske apokalyptik først forventes fuldt ud realiseret i en kommende verden, når den nærværende syndige verden er gået til grunde. Vigtigt er det imidlertid at bemærke, at frelse i Bibelen ikke er et rent åndeligt fænomen, men i høj grad har et fysisk aspekt, hvilket først og fremmest kommer til udtryk i, at det omfatter troen på kødets (legemets) opstandelse

Det er først efter, at de kristne forestillinger er blevet præget af hellenismen, at frelsen primært opfattes som den individuelle sjæls befrielse fra bundetheden til det materielle efter døden. Herefter er frelsesbegrebet i kristendommen kendetegnet ved den dobbelthed, at det både handler om sjælens udødelighed og legemets opstandelse.

Nyere kristen teologi, fx eksistensteologien og politisk teologi, har forsøgt at gengive frelsesbegrebet dets nutidige og dennesidige betydning ved at understrege, at frelsen er frigørelse til at leve autentisk i dette liv før døden.