Den retning inden for samfundsvidenskaberne som studerer sociale fænomeners indbyrdes sammenhæng. Betegner i den antropologiske og religionsvidenskabelige forskningshistorie den forskning, som med udgangspunkt i analytiske studier og feltarbejde behandler religion i dens sociale og kulturelle sammenhæng og konsekvens.

Interessen her er, fx inden for religionssociologien, hvad religion betyder for mennesker, grupper og samfund, altså hvilke sociale konsekvenser religion har. Inden for religionsforskningen var som de første Bronislav K. Malinowski og A. R. Radcliffe-Brown i 1920'erne eksponenter for denne tilgang, som var stærkt inspireret af den franske sociolog Emile Durkheim. Funktionalismen afløste de spekulative, evolutionistiske interesser i religionens oprindelse og udvikling.

Den funktionalistiske tilgang inden for religionsvidenskab og antropologi er uafhængig af religionernes egne påstande fx om ritualers virkningsfuldhed. Religion ses som en samfundsmæssig virkelighed. Religion kan derfor ikke betragtes som en isoleret størrelse, ligesom studiet af religion ikke blot kan koncentrere sig om religions oprindelse og udvikling, sådan som det var tilfældet med 1800-tallets evolutionisk orienterede religionsstudier. Religionens institutioner, trosforestillinger, ritualer, symboler mv. har konsekvenser for individer, grupper og samfund og må derfor studeres i en bredere social sammenhæng.

Inden for især britisk antropologi blev funktionalismen fra 1920'erne til 1950'erne toneangivende. Bronislav K. Malinowskis beskrivelser af den religiøse kultur på Trobrianderne med vægtningen af sammenhængen imellem sociale og rituelle aspekter blev betydningsfulde. Det samme med A.R. Radcliffe-Browns påvisning af, hvordan religiøse institutioner har betydning for den sociale ordens opretholdelse og struktur i et samfund. Begge disse forskere var inspireret af Emile Durkheims arbejder, som bl.a. i værket "De la division de travail social" (1915) beskæftigede sig med solidaritet og arbejdsdeling i forskellige samfund, herunder hvordan religion fungerer som fælles normgrundlag, der holder samfundet sammen. Inden for antropologien taler man om strukturfunktionalisme som en betegnelse for det at sætte fokus på de sociale strukturers indbyrdes forhold.

Funktionalismen har været kritiseret for ikke at kunne forklare sociale forandringer, idet den synes at fokusere på stabiliteten i samfund, ligesom det har været anført, at individets mulighed for at vælge har været underprioriteret, fordi man hovedsageligt har beskæftiget sig med sociale grupper.