De kristnes betegnelse for den skriftsamling, som er jødernes Bibel, og som den kristne kirke overtog og videreførte som en del af sin Bibel.
"Testamente" er en gengivelse af det latinske "testamentum", som betyder pagt. Brugen af betegnelserne Det Gamle og Det Nye Testamente bygger på udsagn i profeternes skrifter, hvor der tales om, at den gamle pagt, (indgået mellem Jahve og Israel på Moses' tid) skal afløses af en ny.
Det Gamle Testamente indeholder 39 skrifter opdelt i tre grupper: Loven, Profeterne og Skrifterne. Denne opdeling afspejler dels den rækkefølge, i hvilken de forskellige skriftgrupper har opnået status som helligskrifter (Loven i det 6. årh. f.v.t., Profeterne i første halvdel af det 2. årh. f.v.t. og Skrifterne i 90 e.v.t.), og dels den betydning de tillægges i jødedommen, hvor loven er det altafgørende og forpligtende, som profeterne og de andre skrifter understøtter og kaster lys over.
Det Gamle Testamentes skrifter er blevet til over en mere end tusindårig periode, og forud for denne periode må der regnes med nogle århundreder, hvor beretninger er blevet overleveret mundtligt. En tekst fra Dommerbogen antages almindeligvis for at være den ældste tekst i Det Gamle Testamente og dateres til ca. 1200 f.v.t., og Daniels bog, der er det yngste skrift i tekstsamlingen, stammer fra ca. 165 f.v.t.
Fra det 3. årh. f.v.t. har vi den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som kaldes Septuaginta, og som fik stor betydning som den udgave, de første kristne i det græsksprogede romerrige benyttede sig af. Septuaginta har skrifterne i en anden rækkefølge og omfatter desuden de såkaldte apokryfe skrifter. De danske bibeludgaver følger stort set Septuagintas rækkefølge, men er oversat fra den hebraiske tekst.