Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Ganesha

"Den der fjerner alle hindringer". En meget folkekær gud inden for hinduisme, kendetegnet ved sit elefanthoved. Han siges at fjerne alle hindringer, hvorfor han anråbes før enhver større begivenhed.

Der er mange forskellige myter tilknyttet Ganesha, hvor han forbindes med forskellige guder afhængigt af, hvor man befinder sig i Indien. Langt det mest almindelige er dog at forbinde ham med Shiva og Parvati som en af deres to sønner. Den anden søn er Karttikeya, også kaldt Skanda eller Murugan.

Pga. hans funktion findes en statue eller et billede af Ganesha i næsten alle templer og hinduhjem. Enhver ceremoni, undtagen ved kremation, begynder med en henvendelse til Ganesha. Desuden ser man ofte et billede af Ganesha på indbydelser til fx et bryllup, og han anråbes forrest i langt de fleste af hinduismens hellige bøger uafhængigt af sekterisk tilknytning. Hans ride- eller ledsagerdyr er en rotte eller en mus. Sammen kan de trænge ind ethvert sted og fjerne de hindringer, der evt. ligger i vejen for den efterfølgende begivenhed.

Udover at fjerne hindringer personificerer Ganesha også fred, succes og vellevned, hvilket kommer billedligt til udtryk ved hans runde mave. Hvad han holder i hænderne kan variere, men han holder ofte en sød kage eller en rodfrugt, en lotusblomst, en bedekrans (mala), en elefantførers pigkæp eller sin egen afknækkede stødtand, hvis symbolik er mangetydig. En af forklaringerne er, at Ganesha knækkede sin stødtand af for at bruge den til at nedskrive helligskriftet Mahabharata med