I traditionelle kulturer var og er gaven andet og mere, end hvad den er for den moderne europæer. Gaven tænkes at indeholde noget af giveren og at forpligte modtageren til en gengave eller en anden modydelse. Kun ved ikke at modtage gaven kan man unddrage sig dens indflydelse. I religionsstudiet har denne traditionelle gaveopfattelse særlig betydning for forståelsen af offer.
I sit berømte "Essai sur le don" fra 1924 søgte den franske sociolog og religionshistoriker Marcel Mauss at belyse gaven som den oprindelige form for udveksling i samfund, der endnu ikke kender den individuelle kontrakt eller køb og salg til fastsat pris. Den lever videre i de gamle skriftkulturer, i deres retssystemer og ikke mindst i deres religion. Et af hans eksempler på gavegivning som en art total udveksling er nordvestkystindianernes potlatch eller gavegivningsfest, hvis arrangører nærmest oversvømmer deltagerne med gaver. Deltagernes modydelse er, at de bevidner og bekræfter arrangørernes ret til visse danse, masker og ritualer, til en vis social position og til særlige privilegier. I Mellemøsten og dele af Europa spiller udvekslingsprincippet en rolle ved indgåelse af ægteskab. I Europa er det bruden, der afgørende forbedrer sin status ved giftermål. Derfor yder hendes familie en medgift til brudgommen. I Mellemøsten er det manden, der opnår status ved at gifte sig, og han må derfor yde en brudepris til brudens familie.