Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

gnosticisme

En moderne betegnelse for en lang række religiøse bevægelser i det 1.-4. årh. e.v.t. som kredser om gnosis, et åndeligt gennembrud der tænkes at frelse mennesket. Gnosis betyder viden eller erkendelse, nærmere betegnet det at kende Gud. Under menneskers almindelige vilkår er dette ikke muligt, og når det alligevel sker i et menneskes sind, er dette menneske ikke længere menneske, men Gud. Der er med andre ord tale om et udgangspunkt i den særlige religionsform, vi kalder mystik, oplevelsen af at skellet mellem den, der oplever, og det, der opleves, falder bort.

Den bevarede gnostiske litteratur er meget forskelligartet, og det er vigtigt at understrege, at gnosticisme ikke er én religion, men en religionstype der florerer i den romerske kejsertid.

Den hermetiske litteratur er opkaldt efter den, der ifølge skrifterne selv er ophav til de fleste af dem: Hermes Trismegistos, "den tre gange største Hermes", dvs. den ægyptiske gud Thoth. Mange af skrifterne er i samtaleform, og der gøres meget ud af deres ægyptiske ramme. Indholdet er imidlertid inspireret af hellenistisk filosofi, især platonisme og stoicisme, og man regner nu med, at skrifterne er blevet til i det hellenistiske Ægypten, måske i det 1. årh. e.v.t. De viderefører centrale elementer af traditionel ægyptisk religion: Panteismen og regenerationstanken, verden og naturen som en guddommelig proces. Ved at erkende sig selv i den proces kan menneskets ånd opgå i Gud og hæve sig over fangenskabet i legemet og i verden.

Andre gnostiske skrifter behandler især jødisk og kristent stof og kommer derved i et modsætningsforhold til den kristne kirke. Navnlig i det 2. årh. e.v.t. er kristne forfattere optaget af at bekæmpe "det der falskelig kaldes gnosis". Først med det store håndskriftfund i Nag Hammadi i Øvreægypten i 1945 fik man for alvor lejlighed til at studere nogle af de retninger og skrifter, som indtil da næsten kun var kendt i polemiske referater.

Nag Hammadi-skrifterne er koptiske oversættelser og afskrifter, foretaget i det 4. årh. e.v.t., af især gnostisk litteratur fra det 2. årh. e.v.t. Enkelte af skrifterne er måske endnu ældre. De afspejler flere forskellige gnostiske retninger, men formidler typisk gnosis gennem komplicerede mytologiske, kosmologiske og teologiske udredninger. I vældige systemer fremstiller de på den ene side den enorme afstand mellem denne verden og den evige, ufattelige og ukrænkelige verden eller Gud, på den anden side menneskets delagtighed i ukrænkeligheden. Tanken er, at disse tekster skal hjælpe mennesker til at nå det åndelige gennembrud, hvor afstanden til Gud eller tilværelsens kilde tilbagelægges i ét nu, i og med at de indser deres delagtighed i ukrænkeligheden.

Nogle af disse tekster er drastiske omtolkninger af Det Gamle Testamentes skildringer af verdens og menneskets skabelse mv. Det Gamle Testamentes gud kan da opfattes som en lavsindet person, der blot er ansvarlig for den jammerdal, vi lever i. Den sande gud, Altets Fader, er derimod det navnløse og ukendte ophav til alt. Alle verdener og evigheder er blot udfoldelser af hans ånd, og i erkendelsen heraf ligger for det menneske, der selv har ånd, muligheden for at opgå i dette evige ophav.

Udløbere af disse gnostiske strømninger er bl.a. mandæismen og manikæismen