Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

græsk religion

Den klassiske græske religion har rødder i de kulturer, vi kender gennem udgravninger på Kreta og i Mykene, og viser også slægtskab med vestasiatiske mytologier. Men sin klassiske formulering skylder den først og fremmest digterne Homer og Hesiod, som i 700-tallet f.v.t. bragte især den græske mytologi på en form, der blev fælleseje i hele det græske område, fra det vestlige Lilleasien til kolonierne i Syditalien og på Sicilien. På den tid levede grækerne i bystater (polis), dvs. i småstater der bestod af en hovedstad og et opland. I dem trivedes utallige lokalkulte, nogle knyttet til årets gang i landbruget, andre mere til bestemte hellige steder. Den fyldigste kilde til de lokale kulte er et langt senere værk, Pausanias' store græske rejsebeskrivelse fra ca. 150 e.v.t.

Mens Homer fortæller myter undervejs i sine skildringer af kampene ved Troja eller Odysseus' hjemfart, er Hesiods Theogoni, "Gudernes tilblivelse", et systematisk mytologisk digt, der begynder med begyndelsen: Først var Chaos, det store, gabende tomrum. Så kom Gaia, jorden, til, og hun frembragte Uranos, himlen. Sammen fik de mange børn, men Uranos skjulte dem igen i Gaias skød og formente dem lyset. Gaia udstyrede imidlertid sin yngste søn Kronos med en segl, og netop som Uranos lagde an til endnu et favntag, afskar sønnen hans manddom og kastede den i havet. Af skummet på overfladen fødtes kærlighedsgudinden Afrodite. Efter denne adskillelse af himmel og jord hersker deres børn, titanerne, og nu er det Kronos, der avler børn med sin søster Rheia: Hestia, arnens gudinde, korngudinden Demeter, dødsguden Hades og Hera, der siden blev hustru til det yngste barn, den vise Zeus. Men Kronos vidste, at en søn skulle gøre ende på hans magt, og han slugte derfor sine børn, efterhånden som de blev født. Da nu Zeus skulle fødes, greb Gaia ind og skjulte ham i en grotte på Kreta. Kronos fik en sten at sluge i stedet. Zeus voksede op og besejrede sin far, som nu måtte gylpe de øvrige børn op. Zeus var nu hersker, men måtte også besejre hele sin fars generation af guder, titanerne. Efter hård kamp lykkedes det, og titanerne nedstyrtedes i den allerunderste underverden, Tartaros.

Zeus hersker nu, ved sin klogskab og styrke, over himmel og jord og alle guder. Havet har han dog overladt Poseidon, og i underverdenen hersker hans bror Hades. Homer skildrer meget levende Zeus' lederrolle i gudeforsamlingen på bjerget Olympos. Her residerer foruden tordenguden Zeus og hans søskende også hans datter Athene, som måtte forløses af hans pande af smedeguden Hefaistos, krigsguden Ares, jagtgudinden Artemis og hendes bror Apollon, der bringer sygdom med sine pile, men også er musikkens og kunstens gud. Endelig var der gudernes budbringer Hermes og vinguden Dionysos. Homers billede af en meget menneskelig gudeforsamling blev klassisk og normgivende for grækerne selv, men navnlig i studiet af lokalkultene er gudeskikkelserne mindre entydige.

Bedst kendt er lokalkulten i Athen, navnlig den store fest for byens gudinde Athene, panathenæerfesten. Den fejredes med en procession, der drog gennem byen op til Athenes helligdom på Akropolis, medbringende en ny kåbe (peplos) til gudinden. Den var vævet af udvalgte kvinder og dekoreret med mytologiske motiver. Omfattende slagtofre indgik i festen, og man frådsede i kød og drak vin til. På et tidspunkt indførte man efter byen Olympias berømte forbillede idrætslege og andre konkurrencer i forbindelse med festen.

Processioner og slagtofre indgik i så at sige alle græske fester, og begge dele gav rig lejlighed til en repræsentation af samfundsordenen: I processionen var samfundets forskellige grupper og funktioner repræsenteret, og offerkødet fordeltes efter rang og status. Samtidig fremstillede hvert eneste slagtoffer det forhold mellem mennesker og guder, som blev fastlagt i urtiden, hvor Prometheus, en kulturbringer eller trickster, narrede Zeus til at vælge den del af offeret, som kun var knogler omviklet med fedt, mens menneskene fik det næringsrige kød. Det kom til at betyde, at menneskene, de dødelige, blev afhængige af stadig tilførsel af føde, mens de udødelige guder slap for at bekymre sig om dagen og vejen. På gudernes alter lagde man knogler, typisk lårknogler, omviklet med fedt og lod det brænde, så at de kunne indsnuse røgen. Menneskene spiste kødet. Derved var det græske slagtoffer nok et fællesmåltid med guderne, men det betegnede også adskillelsen mellem mennesker og guder eller tildelingen af de dødeliges og de udødeliges forskellige lod.

En anden fest i Athen gjaldt vinens og rusens gud Dionysos, som også kaldtes Bakchos (latin Bacchus). Her bar man først gudens statue i procession gennem byen til et tempel ved sportspladsen, derefter den følgende dag tilbage til dens helligdom ved foden af Akropolis og derfra til teatret. Derefter fulgte omfattende ofre og fællesmåltider og syngende og dansende optog gennem gaderne. I Dionysosfesterne indgik drama-konkurrencer på teatret. Fra morgen til aften gik tragedier og satyrspil over scenen, og der uddeltes præmier til de bedste forfattere, korledere og skuespillere. Emnet for tragedierne var oftest hentet fra sagnhistorien og mytologien, men også nyere historisk stof kunne anvendes.

Andre steder i Grækenland fandtes der Dionysoskulte, der var forbundet med en art besættelse. Kvinder og mænd drog ud i naturen og lod sig fylde af guden (enthusiasmos) i hellig rasen og beruselse. Hertil svarede en myte om, at Dionysos i urtiden havde været ledsaget af mænader, rasende kvinder der sønderrev skovens dyr og spiste dem rå. I dette modbillede af polis-civilisationen hentede deltagerne styrke til, når festen var forbi, at fortsætte de daglige rutiner.

En del græske kulte og helligdomme fik mere end lokal betydning og besøgtes af folk fra hele det græske område eller endog af et internationalt publikum. Det gjaldt mysterierne i Eleusis nær Athen, kulten i Olympia med de berømte olympiske lege og Apollons orakel i Delfi.