Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

gud - guder

Fra religion til religion er de overmenneskelige væsener, man kalder guder, meget forskellige, og de største forskelle ligger måske i deres forhold til verden. Nogle guder tænkes at transcendere verden, dvs. at være hinsides den verden, der kan erfares af mennesker, eller at være hævet over den. Andre opfattes som immanente, dvs. iboende, tilstedeværende i verden; det betyder ikke nødvendigvis, at man kan opsøge dem og få dem at se, men de tænkes på forskellig måde at manifestere sig i verden: I deres hellige dyr, i deres statuer, templer og hellige steder og frem for alt i kulten. Guder er, hvis det skal siges kort, overmenneskelige væsener der modtager kult, hvis de da ikke er for ophøjede eller for abstrakte til det.

Personlighed: Guder er ikke altid opfattet som personer. Et bjerg eller en flod eller himlen kan være en gud uden nogen sinde at optræde i anden skikkelse end bjerget, floden, himmelhvælvet. Men ofte optræder sådanne guder tillige i personlig form. Maasaiernes enkAi er himmelhvælvet i de fleste hymner, men i myter og bønner må han antage personlig form. Selv guder, der altid opfattes som personer, har ikke nødvendigvis en stabil personlighed, sådan som fx personer i en roman. Guder har en mytologi, der er fuld af varianter, og i kulten skifter deres karakter efter brugskonteksten. Mest helstøbte personligheder er de græske guder, hvis roller systematiseredes i de homeriske digte.

Højguder er ophøjede guder, identiske med eller knyttet til himlen, ofte alvidende, men kun indirekte indgribende i verden, og undertiden helt uden kult. De er ofte skaberguder. I nogle tilfælde fortælles myter om, hvordan en højgud på et tidspunkt trak sig tilbage fra den verden, han/hun havde skabt, for ikke mere at beskæftige sig direkte med den. Man taler da om en deus otiosus eller om deisme. Flere højguder er tvekønnede. Inden for kategorien er der store variationer, og den er derfor også omdiskuteret.

Andre typer: Uden for de monoteistiske religioner ordnes guderne ofte i grupper med en intern arbejdsdeling, således at én tager sig af krig, en anden af kærlighed, en tredje af håndværk etc. Der kan ikke opstilles tværkulturelle regler for fordelingen af arbejdsområder. Guder kan være inddelt i to eller flere grupper, fx himmelguder over for jordguder eller ktoniske guder, dvs. guder der har deres bolig i jorden og tager sig af frugtbarheden og de døde. Mange guddomme har et meget snævert virkefelt: Det gælder de såkaldte personifikationer af abstrakte begreber som retfærdighed, visdom o.l. og de såkaldte øjebliksguder, som især kendes fra romersk religion. Her påkaldte man fx for hver arbejdsgang i landbruget en gud, der ikke havde anden funktion end at forestå netop det pågældende arbejde: Ved første pløjning Vervactor, ved anden Redarator, ved harvningen Occator, ved lugningen Subruncinator etc.