Sikhreligionens helligste sted og derfor deres pilgrimsmål nummer ét og af stor betydning for sikhernes selvforståelse og integritet. Det ligger i byen Amritsar i den nordlige delstat Punjab i Indien.

Det Gyldne Tempel, som det står i dag, belagt med bladguld og indlagt med ædelstene, blev bygget i 1800-tallet af Maharajah Ranjit Singh. Han udbyggede et tempel, som sikhernes femte guru Arjan havde fået opført i slutningen af 1500-tallet. Det hed Darbar Sahib, "Herrens hal" eller Harimandir, "Guds tempel".

Selve templet ligger midt i en kunstig sø, som sikherne bader i for at rense sig. Desuden kan man vandre omkring hele søen for at vise ærbødighed og ydmyghed. Hele tempelområdet er omkranset af bygninger, der bl.a. bruges til museum, til gratis bespisning ved et såkaldt langar måltid og til templets administrative, politiske og humanitære opgaver. De danner en naturlig barriere mellem det hellige område og det profane udenfor.

For at komme til selve Det Gyldne Tempel, der består af i alt tre etager, må man krydse en smukt dekoreret bro. Pilgrimme står i kø for at ofre penge og blomsterkranse til Adi Granth, som der vedvarende læses højt fra af såkaldte granthier, præster der nøje har studeret sikhernes helligbog og sprog. På vejen ud får de besøgende halwa, en form for sød grød, der uddeles som velsignet mad.

I forsøget på at skabe en selvstændig sikhstat udviklede Det Gyldne Tempel sig til at blive ca. 20 radikale sikhgruppers højborg. Fælles for dem er, at de alle kæmper for, at Punjab skal blive sikhernes selvstændige stat med navnet Khalistan. Disse radikale sikher udgør dog kun et mindretal i forhold til de mange moderate sikher, der lever i fredelig sameksistens med folk fra andre trosretninger i Punjab. Formelt er Det Gyldne Tempel nu renset for terrorister efter Operation Black Thunder i 1988, hvor 3.000 politifolk belejrede tempelområdet i i alt ni dage, indtil samtlige radikale sikher, der befandt sig der, overgav sig.