Inden for alle kulturer og samfund helbredes sygdomme, men det er meget forskelligt hvordan. Selv inden for den samme kultur kan der være forskellige helbredelsespraksisser, som anvendes i bekæmpelsen af forskellige former for sygdomme. Den helbredelsespraksis, som tages i anvendelse i en aktuel sygdomssituation, afhænger af hvordan den pågældende sygdom klassificeres, fx hvad eller hvem der tænkes at have forårsaget den. I mange kulturer er bestemte sygdomme defineret inden for en religiøs forståelsesramme, hvorfor helbredelsen af dem er et religiøst anliggende. Inden for mange religioner er spontan helbredelse eller mirakuløse helbredelser en del af det rituelle univers.
Der er mange forskellige måder at skelne mellem forskellige sygdoms- og helbredelsessystemer på, fx kan man skelne mellem "biomedicin" og "folkemedicin". I den vestlige verden betragtes det biomedicinske system som det videnskabelige studium af sygdom og helbredelse, og det er dette system vi møder, når vi går til vores praktiserende læge eller indlægges på hospitalet. Dette system betragter mennesket som en fysisk og kemisk størrelse, og biomedicinens undersøgelsesfelt er anatomi, fysiologi, biokemi og molekylær biologi; mennesket undersøges i mindre og mindre detaljer for at opnå viden om de kropslige processers funktioner. Inden for biomedicinen svarer der til et symptom på sygdom en række kemisk-biologiske processer, og til et symptom eller en proces svarer en modproces, der kan iværksættes som helbredende foranstaltning, fx medicin.
"Folkemedicin" eller "etno-medicin" er de trossæt eller praksisformer, som er forbundet med sygdom og helbredelse, og som har rødder i kulturelle strømninger, der ligger uden for de biomedicinske rammer. Til disse hører hele det store område, som vi kalder "alternativ helbredelse", og som fx omfatter zoneterapi, religiøs healing, kinesiologi, homøopati, krystalhealing og akupunktur. Ligeledes hører fx shamanistiske helbredelsesritualer, kristen håndspålæggelse, eksorcisme og Scientologis auditing-ritual, som fjerner indflydelse fra traumatiske mentale erindringer, til denne kategori. Fælles for disse forskellige helbredelsespraksisser er, at de er en del af klassifikationssystemer, hvis rationalitet og logik ikke kan anerkendes inden for den etablerede biomedicin, fordi de er udviklede ud fra andre logiske og systematiske metoder.
De fleste kulturer har som nævnt flere forskellige klassifikationssystemer og praksisser, som drages i anvendelse ved forskellige former for sygdom. Alle sygdomme betragtes ikke på samme måde, og derfor kan de heller ikke helbredes på samme måde. I praksis er det derfor ofte sådan, at den biomedicinske model anvendes i tilfælde, hvor en sygdom er klar organisk og fysisk, mens de alternative helbredelsessystemer anvendes i sygdomstilfælde, hvor en symbolsk religiøs helbredelse findes mere egnet, eller hvor den biomedicinske behandling ikke har hjulpet.
Det er en tendens inden for moderne lægevidenskabelig forskning, at der foretages undersøgelser af forskellige former for helbredelsespraksisser, herunder religiøs helbredelse, selvhelbredelse og mirakuløse eller spontane helbredelser. Hermed imødekommer man den anskuelse, at mennesket ikke udelukkende kan betragtes som summen af kemiske processer. En lang række faktorer (sociale, psykologiske, kognitive og religiøse) spiller ind i et menneskes måde at tolke sin egen sygdomssituation og helbredelse på, og dette holistiske (helhedsprægede) menneskesyn kan muligvis bidrage til en større forståelse af sygdom og helbredelse, bl.a. i bekæmpelsen af den moderne vestlige verdens største folkesygdomme såsom cancer og i forhold til velfærdssygdomme som hjertelidelser.