I kristendommen betegnelse for Guds kraft sådan som den virker i menneskers liv. I Bibelens skabelsesberetning får mennesket del i Guds ånd, da Skaberen blæser livsånde (livskraft) i dets næsebor.

I Det Gamle Testamente ytrer ånden sig som fx profeters og kongers styrke og livskraft og fremtræder derfor ikke som noget, der er adskilt fra og i modsætning til det materielle. Ånden har skaberkraft.

I Det Nye Testamente ses Jesus som den, der er opfyldt af helligånden. Helligånden optræder i alle de afgørende situationer i hans levnedsløb: Ved undfangelsen, hans dåb og hans bortgang fra verden. I øvrigt symboliseres helligånden i Det Nye Testamente blandt andet ved vindens susen og ildtunger som billeder på kraft. Historien om pinseunderet (Apostlenes Gerninger 2) er et modstykke til Det Gamle Testamentes fortælling om babelstårnet (l. Mosebog 11). Ved denne modstilling skildres helligånden som en magt, der overvinder splittelse eller forståelsesbarrierer mellem mennesker. I Johannesevangeliet skildres helligånden som en kraft, der udgår fra Faderen og gør Sønnens ord levende, og som den kraft der skal være til stede i menigheden efter Jesu tilbagevenden til den himmelske Fader.

I den kirkelige dogmatik udvikles opfattelsen af helligånden, så den opfattes som en person på linie med Faderen og Sønnen, en af de tre skikkelser i treenigheden.

I frikirkelige miljøer opfattes helligånden som virksom i de såkaldte karismatiske fænomener som tungetale, profeti og helbredelse ved bøn og håndspålæggelse.