Græsk hermeneuein, "tolke", "fortolke". Fortolkningslære.

Hermeneutik betegner en række regler udformet omkring 1500 til at udfærdige "den rette udlægning" af sandheden i fx Bibelen. Med den tyske filosof F.D.E. Schleiermacher (1768-1834) udvikles denne forståelse af hermeutikken til en fortolkningslære, som tager udgangspunkt i indlevelse og genoplevelse. Ideen er, at fx religiøse tekster er et udtryk for de oplevelser, som tekstens ophav har haft, hvorfor hermeneutikken i denne udgave skal finde tilbage til disse oplevelser. Schleiermachers hermeneutik er udviklet på baggrund af en metafysisk idé om, at der bagved såvel tekstens ophav som dens modtager findes en fælles ånd, og det er denne, der muliggør forståelse af teksten.

Hos Martin Heidegger (1889-1976) og Hans-Georg Gadamer (f. 1900) udvikles dette til en decideret hermeneutisk filosofi om, at al vores viden og fortolkning er baseret på en "Vorverständnis" ("for-forståelse"), som er givet i og med den menneskelige eksistens, og denne sætter os i stand til at forstå fx religion