En del religiøse tekster fortæller på forskellig måde om, at særligt hellige mennesker optages i eller ophøjes til en himmelsk position. Der kan både være tale om en usædvanlig bortgang fra dette liv (fx fortælles det om profeten Elias, at han fór til himmels i en ildvogn) og om en kortere varende ekstatisk bortrykkelse, og endelig kan man i rituel sammenhæng, fx i forbindelse med kongens tronbestigelse, tale om, at kongen nu tager plads ved gudens højre hånd. BT
ISLAM: Ifølge islamisk overlevering foretog Muhammad i år 622 ledsaget af ærkeenglen Gabriel en himmelfart (miraj) fra Jerusalem op gennem de syv himle, hvorunder han mødte og talte med en række tidligere profeter. Under himmelfarten modtog Muhammad påbudet om de fem daglige bønner. NS
KRISTENDOM: Lukas afslutter skildringen af Jesu liv på jorden med fortællingen om, at han blev "båret op til himlen", mens hans disciple så på det, og siger dermed i mytisk/symbolsk sprog, at Kristus efter sin død og opstandelse ikke er bundet til en jordisk eksistens, men har indtaget pladsen som verdens hersker, ved Almagtens højre hånd. Han er "drot over tiden og rummet" (Grundtvig).
Oprindeligt skelnede Det Nye Testamente i øvrigt ikke mellem Jesu opstandelse og hans ophøjelse, ja i Johannesevangeliet skildres endda Jesu død, opstandelse og ophøjelse under ét som hans "bortgang til Faderen".
I 2. Korintherbrev beretter Paulus om en oplevelse, der kan minde om Muhammads himmelfart. Han hævder, at han blev rykket bort til den tredje himmel, til Paradis, hvor han hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale