Metode der blev udviklet i 1800-tallet inden for historieforskningen, men som i dag anvendes inden for tekstlæsningsfag, bl.a. religionshistorie, som med grundlag i kildekritik læser et tekstmateriale i sin historiske sammenhæng. Gennem kildekritikken forholder man sig fx kritisk over for en teksts affatningstidspunkt, forfatter, motivation og anvendelse. Ved det historiske perspektiv forsøges teksten læst i lyset af den tid, den afspejler.

Den historisk-kritiske læsning, som på mange måder står i modsætning til en religiøs læsning, er med sin tilgang en væsentlig del af et religionshistorisk studium, idet den søger at forstå en religions tekstmateriale i en historisk horisont. Metoden inddrager filologiske metoder i sin læsning af tekster på originalsprog, dvs. det sprog som teksten oprindeligt er affattet i. Dette suppleres med grundige studier af historiske, politiske og sociale forhold i den periode, som teksten stammer fra, med henblik på at forstå tekstens oprindelsesmæssige sammenhæng.